Forløb

Ambulanceredder-uddannelsen er i dag opdelt i 2 niveauer; ambulancebehandler- og paramedicineruddannelsen.

For at få adgang til paramedicineruddannelsen skal man have gennemført ambulancebehandleruddannelsen og have minimum 3 års erhvervserfaring som ambulancebehandler.

Ambulancebehandleruddannelsen er en erhvervsuddannelse, som for de fleste gennemføres på 3 år og 7 måneder. Uddannelsen er en veksel-uddannelse imellem skoleforløb og oplæringsforløb i ambulance, i primærsektoren og på hospital. I løbet af din uddannelse til ambulancebehandler vil du skulle være i oplæring på hospital 4 gange á 3-4 uger pr. oplæringsperiode, i alt 15 uger.

På ambulancebehandleruddannelsen sker optagelse ved, at du søger elevstilling hos entreprenøren, altså hos Falck eller ved Præhospitalet i Region Midt.

Kontaktpersoner på arbejdsgivere:

Region Midtjylland
Stine Roer Bolmgren
stine.bolmgren@ph.rm.dk


Falck
Tina Andresen
tan@falck.dk

Når du er i praktik på Aarhus Universitetshospital, er du fortsat ansat hos entreprenøren, der udfører ambulancetjenesten. I Region Midt er det enten Præhospitalet eller Falck. Du er altså ikke ansat på hospitalet.

De 2 erhvervsskoler, der uddanner ambulancebehandlere, ligger henholdsvis i Hillerød og Esbjerg. De arbejder begge sammen med sundhedsfaglige skoler om dele af uddannelsen, Hillerød med Social og Sundhedsskolen i Hillerød, Esbjerg med University College Syd (sygeplejerskeuddannelsen).
Hvis du vil læse mere om uddannelsen:

https://www.ambulancebehandler.nu/

https://www.rybners.dk/

Opgaver

Som ambulancebehandlerelev vil du være med til at udføre mange forskellige opgaver i forbindelse med ulykker og brande.

En del af arbejdet er at transportere syge mennesker fra et hospital til et andet samt at rykke ud til ulykker og andet, hvor folk har ringet 112.

Uanset opgaven skal du sammen med vejledere i ambulancen og på hospitalet være klar til at hjælpe og behandle patienten. Den hurtige indsats kan i tilspidsede situationer være med til at redde menneskeliv.

På hospitalet lærer du mange af de færdigheder, du skal have i en ambulance, blandt meget andet at lægge drop, at intubere en patient, at vurdere patienters psykiske tilstand og meget mere.

Opstart

Forud fra dine oplæringsperioder vil du modtage en indkaldelse til de 4 oplæringsperioder, der hver kan være stykket sammen af oplæringsdage i forskellige afdelinger.

Du vil derfor følges med forskellige personalegrupper og vejledere i dine forløb på AUH.

I dine 4 hospitalspraktikker på AUH vil du blandt andet komme i oplæring i disse afdelinger:

  • Akutafdelingen
  • Bedøvelse og Operation 
  • Kvindesygdomme og Fødsler (fødeafsnittet)
  • Afdeling for psykoser

Din kommende afdeling

Når du ved, hvilken afdeling, du skal være i, kan du herunder se, hvilke informationer, afdelingerne har til forskellige målgrupper:

Afdelingernes informationer til patienter og pårørende (på auh.dk)

Afdelingernes informationer til jobsøgere, samarbejdspartnere m.fl. (på fagperson.auh.dk)