Det danske sundhedsvæsen drives af de fem regioner i Danmark. Regionerne ejer de offentlige somatiske og psykiatriske sygehuse, og står for den lovgivningssikrede behandling af borgerne. Det er derfor også regionerne der har ansvaret for videreuddannelsen af læger, og fungerer som ansættende myndighed i forhold til læger under uddannelse. Nedenfor er beskrevet en række organisationer og ressourcer som har ansvaret for og bidrager til videreuddannelsen af læger i Danmark.

Danske Regioner (DR)

Danske Regioner er interesseorganisation for de fem regioner i Danmark. Du kan læse mere på Danske Regioners hjemmeside.

De Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse (DRRLV)

I forbindelse med speciallægereformen blev der etableret en rådgivende organisation for lægeuddannelsen. Du kan læse mere om de formelle rammer i Sundhedsstyrelsens Betænkning om De Regionale Råd for lægers videreuddannelse.

Videreuddannelsesregion Nord omfatter Region Nordjylland og Region Midtjylland. Tilsvarende findes Videreuddannelsesregion Syd, der omfatter Region Syddanmark, og Videreuddannelsesregion Øst, der omfatter Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Aarhus Universitetshospital refererer på uddannelsesområdet til Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Nord.

Videreuddannelsessekretariatet (VUS)

Videreuddannelsessekretariatet - i daglig tale kaldet VUS - betjener Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse i Videreuddannelsesregion Nord, og fungerer som sekretariat og myndighed i forhold til den regionale udmøntning af videreuddannelsen af læger.

Den Pædagogiske Udviklende funktion (PUF)

Som et led i opbygningen af den pædagogisk udviklende funktion i Region Nord har Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet i et samarbejde med amterne i Region Nord (Århus, Ringkøbing, Viborg og Nordjylland) ansat postgraduate kliniske lektorer og en klinisk professor i postgraduat medicinsk uddannelse.

De postgraduate kliniske lektorers overordnede funktion er at bistå ved sikring og udvikling af den kliniske videreuddannelses kvalitet inden for vedkommendes speciale i Region Nord. Lektorerne fungerer som bindeled mellem de kliniske afdelinger og Det Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse. Lektorernes funktioner er primært af rådgivende og vejledende karakter.

Den kliniske professor forestår udviklingen af nye pædagogiske undervisnings- og indlæringsmetoder, samt formidling af disse og medvirker ved fastlæggelse af de overordnede rammer for den kliniske videreuddannelse i regionen.