Mens standardbehandling ofte er utilstrækkelig over for genstridig tarmsygdom, blev over 90 procent af patienterne helt kureret i studie af ny metode

Resultatet af studiet er særdeles opløftende, fortæller Simon Mark Dahl Baunwall, ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin og læge på Aarhus Universitetshospital.

22.09.2022

En behandling med fæcestransplantation i tarmen er en effektiv kur – og langt overlegen i forhold til nutidens standardbehandling – over for en livstruende infektion, der hvert år rammer mellem 2500 og 3000 danskere.

Det er konklusionen i et nyt studie foretaget af forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Gastroenterology & Hepatology.

I studiet har forskerne undersøgt den banebrydende behandling med fæcestransplantation på patienter med infektionen Clostridioides difficile (C. difficile), der typisk rammer ældre eller i forvejen svækkede patienter.

Og resultatet af studiet er særdeles opløftende, fortæller Simon Mark Dahl Baunwall, ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin og læge på Aarhus Universitetshospital.

”Vores nye studie viser, at vi effektivt kan kurere infektionen ved tidligt at anvende Fækal mikrobiota transplantation (FMT) efter endt standardbehandling for at forebygge tilbagefald,” siger han.

Potentielt dødelig infektion

Standardbehandlingen mod C. difficile består i dag af en antibiotikakur, men infektionen er genstridig og vender tilbage for mange patienter.

I nogle tilfælde kan infektionen være dødelig, fordi gængse behandlingsmuligheder er utilstrækkelige.

FMT-behandling tilbydes i dag kun i forbindelse med de mest genstridige tilfælde, hvor der er registreret tre infektioner eller mere.

Men studiet, hvor 42 patienter har deltaget, tyder på, at langt de fleste patienter helt kan kureres med den nye behandling.

”Vi fandt, at behandlingen med FMT efter endt standardbehandling kurerede 19 ud af 21 patienter, hvorimod kun syv ud af 21 behandlet med placebo eller yderligere antibiotika blev kureret. Altså var sandsynligheden for at kurere infektionen godt tre gange større efter behandling med FMT fremfor vores nuværende standardbehandling alene,” forklarer Simon Mark Dahl Baunwall.

Studie måtte indstilles

FMT-behandlingen foregår ved at overføre rask donorafføring, som indeholder et komplet mikrobielt tarmøkosystem til patienter med forstyrrelser i deres tarmmikrobiota.

Effekten af behandlingen var i studiet så markant, at projektet måtte indstilles af etiske grunde.

”I sjældne tilfælde sker det, at man opdager, at behandlingen, man undersøger, er så effektiv, at det er etisk uforsvarligt at fortsætte,” siger Simon Mark Dahl Baunwall og fortsætter:

”Vores studie er et eksempel på, at den ny FMT-behandling tydeligt er så meget bedre end standardbehandlingen med antibiotika, at det vil være uetisk at fortsætte, fordi patienterne i kontrolgruppen ville risikere ikke at få FMT-behandlingen.”

Stort potentiale for FMT-behandling

Danmark er det land i Europa, der er længst fremme med udrulningen af behandlingen til den pågældende patientgruppe. En kortlægning afslørede dog sidste år, at kun 25 procent af de patienter, som kunne have gavn af FMT-behandlingen, fik den tilbudt. I Europa er det kun én ud af ti.

Og meget tyder på, at FMT ikke kun er en effektiv behandling til patienter med C. difficile. Behandlingen testes i øjeblikket også på en lang række andre sygdomme, hvor forstyrrelser i tarmenes mikrobiota kan være en udløsende faktor.

”I øjeblikket gennemføres der på verdensplan mange studier med FMT-behandling mod forskellige sygdomme, hvor de mest lovende tyder på gavnlig effekt hos patienter med inflammatorisk tarmsygdom og multiresistente bakterier,” siger Simon Mark Dahl Baunwall.