18.02.22

Mange af afdelingerne på Aarhus Universitetshospital er involveret i kræftbehandling. Her bliver de fejret af hospitalsledelsen i.f.m., at hospitalet i 2022 blev kåret til Danmarks bedste til behandling af kræft (foto: Tonny Foghmar).

Aarhus Universitetshospital er landets næstbedste store hospital og Danmarks bedste til kræftbehandling. 

Nyhedsavisen Dagens Medicin har i år kåret Aarhus Universitetshospital til Danmarks bedste hospital til kræftbehandling.

I alt vinder Aarhus Universitetshospital fem førstepladser inden for kræftområdet: Lungekræft, prostatakræft, hjernekræft, knoglesarkom samt lever- og galdevejskræft.

- Stort tillykke til alle medarbejdere på AUH. Kåringen på kræftområdet er et kæmpe skulderklap og en stor anerkendelse til de mange afdelinger og medarbejdere på hospitalet, som hver dag er med til at gøre en afgørende forskel for vores kræftpatienter, siger Claus Thomsen, lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

- Vi vinder for vores enormt høje faglighed kombineret med vores suveræne evne til at skabe resultater gennem samarbejde.

Næstbedste store hospital

Efter 14 år i træk at have vundet den samlede kåring som Danmarks bedste store hospital, bliver Aarhus Universitetshospital i år nr. to i nyhedsavisens Dagens Medicins konkurrence. Bedste store hospital i 2022 blev i stedet Rigshospitalet.

- Vi ønsker Rigshospitalet tillykke med dette års førsteplads som Danmarks bedste store hospital. I alle de år, hvor Dagens Medicin har kåret de bedste hospitaler i landet, er det første gang, at AUH ikke vinder, , udtaler Claus Thomsen.

- Dagens Medicins vurdering af os og de tre andre store hospitaler vidner om, at der er høj kvalitet i det danske sundhedsvæsen. Det kan vi godt glæde os over.

Otte behandlingsområder vinder førstepladser
I år bliver AUH vurderet på 51 behandlingsområder, og ud af disse vinder hospitalet en førsteplads på otte behandlingsområder:

  • Isoleret bypass
  • Lungekræft
  • Prostatakræft
  • Hjernekræft
  • Skulderalloplastik
  • Knoglesarkom
  • Lever- og galdevejskræft
  • Nyretransplantation