Selvhjælp til mere kontrol over tics og OCD

04.02.2026

Der kan gå måneder. Nogle gange år. Fra de første tvangstanker melder sig, eller kroppen begynder at lave små, ukontrollable bevægelser – til hjælpen endelig når frem. I mellemtiden har barnet måske lært, at det bedst ikke at sige noget. OCD og tics har det med at vokse i stilhed.

OCD viser sig som tilbagevendende tvangstanker og tvangshandlinger, der kan skabe stor angst og ubehag. Tics er derimod ufrivillige bevægelser eller lyde, som kroppen føler sig tvunget til at gentage – ofte for kortvarigt at slippe en indre spænding.

For psykoterapeutisk overlæge Judith Becker Nissen er ventetiden et problem, hun gerne vil forsøge at imødekomme. For jo tidligere børn og unge får hjælp, desto større er chancen for, at det ikke udvikler sig til en svær psykisk lidelse. Og her kan digital behandling måske være vejen.

Et af de forskningsprojekter, Judith har været med til at udvikle, handler om digital behandling af tics og Tourette.

Udgangspunktet var et eksisterende, evidensbaseret tic-træningsprogram “Niks til Tics”, som oprindeligt blev gennemført som individuel og gruppebaseret face-to-face behandling. Dette program har efterfølgende været grundlaget for at udvikle et digitalt forløb via en app.

I det digitale studie blev børn og unge opdelt i to grupper: én gruppe fik psykoedukation, mens den anden gruppe både fik psykoedukation og tic-træning.

– Det viste sig, at begge grupper havde en god effekt. Dette svarer til erfaringen fra dagligdagen, hvor det at få viden om tics, at forstå hvad der forværrer tics, og det at skabe mere ro og struktur i hverdagen, kan reducere tic-symptomer markant, fortæller Judith.

Programmet er i dag tilgængeligt via regionens hjemmeside og henvender sig til børn og familier, som ikke er henvist til psykiatrien, som hører om programmet gennem deres egen læge eller kommunen.

– På den måde kan vi nå børnene tidligere og forhåbentlig forhindre, at problemerne vokser sig større, siger hun.

Parallelt er et nyt digitalt behandlingsprogram for børn og unge med OCD under udvikling. Programmet bygger på den grundlæggende viden, der er fra den manualbaseret OCD-behandling og skal kombinere psykoedukation, eksponering med responshindring og kognitive strategier.

Et centralt element er inddragelse af både børn, unge og forældre i udviklingen af programmet samt kommunerne.

– Vi holder workshops med unge, der har haft OCD, for at finde ud af, hvordan vi kan udvikle et program, der giver mening for dem. Hvordan fastholder man motivationen, når der ikke sidder en terapeut på den anden side? Hvordan giver man støtte og ros gennem et program? Det kan de unge hjælpe os med at svare på, siger Judith.

Forældrene spiller også en afgørende rolle.

– OCD rammer ofte hele familien. Derfor udvikler vi også et digitalt forældreprogram, som både skal give konkret viden og støtte til forældrene i deres egen belastning, forklarer hun og fortsætter:

– Her inddrager vi også forældrene, så de kan hjælpe os med at blive skarpe på, hvad de har brug for, og hvad der fylder hos dem.

Judith ser et stort potentiale i at anvende det digitale program som et supplement til den behandling, der foregår på hospitalet.

– Mens børn og unge venter på behandling, kan vi tilbyde dem det digitale forløb. Behandlingen kunne også bruges, når patienten bliver udskrevet og har brug for hjælp til at fastholde de gode fremskridt, fortæller Judith.

Forløbene til forældrene kan også hjælpe de belastede familier i en svær tid.

– Vi skal hjælpe flere, og vi skal hjælpe dem på et tidligt tidspunkt. Her giver digital behandling nogle muligheder, siger hun.