Læger
Er du praktiserende læger eller speciallæge, kan du henvise en patient med metale problemer til os for at få en arbejdsmedicinsk udredning. Læs mere her.
Formålet med undersøgelsen
Formålet med en arbejdsmedicinsk vurdering af mentalt helbred er, at:
- Afklare sammenhængen mellem patientens lidelse og arbejdsmiljø
- Rådgive om arbejdsmiljøproblemstillinger, så patienten kan fastholde sin tilknytning til arbejdsmarkedet
Du kan henvise ved behov for:
- Afklaring af, om patientens lidelse er arbejdsbetinget
- Vurdering af arbejdsrelateret stress og evt. behandlingsmulighed i regi af Arbejdsmedicin
- Rådgivning i forhold til arbejdsfastholdelse ved mentale helbredsproblemer, herunder primært stress
Før du henviser
Vi forventer, at der inden henvisning er udført basal diagnostik af specifikke symptomer og lidelser.
Det vil sige:
- Grundlæggende klinisk undersøgelse og funktionsundersøgelse
- Supplerende laboratorieundersøgelser og billeddiagnostik ved behov
Bemærk:
Ved behov for specialiseret diagnostisk undersøgelse, udredning og behandling skal patienten henvises direkte til det relevante speciale (fx psykiatrisk udredning, neuropsykologisk udredning eller privatpraktiserende psykolog).
Sådan henviser du
Henvisning sker elektronisk.
Se forløbsbeskrivelsen for en arbejdsmedicinsk udredning i Region Midtjylland på sundhed.dk
Oplys venligst i henvisningen:
- Formål med henvisningen (arbejdsmedicinsk vurdering og/eller vurdering af behandlingsmulighed)
- Kort sygehistorie. Hvis relevant oplys om:
- Abnorme fund ved somatisk screening
- Aktuel psykisk lidelse
- Psykisk eller somatisk komorbiditet
- Tidligere psykisk lidelse eller anden sårbarhed
- Hidtidig behandling.
- Oplysninger om arbejdsmæssige påvirkninger, der medfører lidelse
- Aktuel arbejdsstatus og erhverv (fag, virksomhed), og startdato for evt. sygemelding
- Konkurrerende forhold i privatsfæren
- Oplysning om arbejdsskadesanmeldelse
- Oplysning om tolkebehov
- Patientens telefonnummer
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen hos Arbejds- og Miljømedicin indeholder følgende generelle og symptomspecifikke elementer:
- Besvarelse af elektroniske spørgeskemaer forud for undersøgelsen
- Anamnese, inklusiv arbejdsmæssig eksponeringsbeskrivelse
- Struktureret undersøgelse af den mentale helbredstilstand ved brug af screeningsspørgeskemaer og interviewguides med henblik på vurdering af diagnose, prognose og behandling
- Rådgivning om arbejdsfastholdelse, herunder plan for tilbagevenden til arbejdet ved sygemelding
- Tilbud om psykologisk behandling af arbejdsrelateret stress, primært i form af stresshåndteringsgruppe
Svar på undersøgelsen
Når patienten er afsluttet fra Arbejds- og Miljømedicin, overgår vedkommende til almen praksis. Vi sender altid et brev til egen læge, medmindre patienten eksplicit har modsat sig dette. Hvis vi anbefaler yderligere undersøgelser i almen praksis eller andet relevant speciale, skriver vi dette i brevet.