Om afdelingen

Tværfagligt samarbejde og faglig bredde

I Bedøvelse og Operation Syd arbejder vi tæt sammen på tværs af fagligheder – med patienten og kvaliteten i centrum. Som anæstesilæge hos os får du en alsidig hverdag med både faglig dybde og bredde.

Du indgår i både akutte og planlagte patientforløb inden for mave- og tarmkirurgi, urinvejskirurgi, gynækologi, røntgen og skanning samt medicinske specialer, herunder postoperativ stuegang på patienter. som har overnattet på opvågningen. Det giver dig mulighed for at bruge og udvikle hele din anæstesifaglige værktøjskasse.

Afdelingen er i løbende udvikling og er blevet styrket med et nyt IV-center og sammenlægning med dagkirurgien. Det skaber et dynamisk fagligt miljø med gode muligheder for sparring og udvikling.

Specialiseret kirurgi og variation i arbejdet

Vi yder anæstesi til både komplekse, højt specialiserede operationer og til mere rutineprægede indgreb.

Ved de mest avancerede operationer arbejder vi med store væskeskift og risiko for betydelig blødning, hvilket kræver høj faglighed, overblik og et velfungerende tværfagligt samarbejde.

Samtidig har vi mange akutte og planlagte standardindgreb. Kombinationen giver en varieret arbejdsdag, hvor der både er plads til fordybelse og tempo – og hvor du løbende møder nye faglige udfordringer.

Som anæstesilæge hos os kan du også få funktioner uden for operationsgangene, blandt andet anæstesi til strålebehandling, radiologiske procedurer og anlæggelse af avancerede intravenøse adgange.

To hovedområder og et fællesskab i udvikling

Bedøvelse og Operation Syd består af to hovedområder:

  • OP Syd 1-3 + Forberedelse og Opvågning Syd
  • Dagkirurgi 2+4

Vi har 2 akutte OP-stuer døgnet rundt til operationer, røntgenprocedurer og endoskopi. 

På nuværende tidspunkt vil du som læge primært have funktion i et af de to hovedområder, men fællesskabet er under udvikling, og der vil være mulighed for forskellige kombinationer fremadrettet. 

Her kan du læse mere om de to hovedområder:

Tværgående opgaver

IV-center 

IV Center Syd anlægger avancerede IV-adgange, dvs. port-a-cath, Hickman-kateter, tunneleret CVK og PICC-line. 

Opgaverne i IV-center varetages af en fast gruppe anæstesilæger og sygeplejersker fra Bedøvelse og Operation Syd.

Som ny læge starter man typisk uden fast funktion her, men mulighed for tilknytning ved interesse. 

Smerteteam 

Smerteteamet har funktion på tværs af AUH og varetager kompleks smertebehandling af indlagte patienter (både medicinske og kirurgiske).

Arbejdet er tværfagligt og tæt forbundet med afdelingens øvrige funktioner. Der er 1,5 overlægestilling og 3 sygeplejersker tilknyttet teamet. 

Se også

Her kan du se, hvordan vores afsnit præsenterer sig overfor patienter og pårørende:

Bedøvelse og Operation Syd på auh.dk

Trivsel og Tryghed

Plads til forskellighed – fagligt og menneskeligt

Afdelingens værdier er udover høj faglighed også rummelighed og fleksibilitet - både når det gælder arbejdstilrettelæggelse og individuelle hensyn.

Der er plads til forskellige faglige interesser og personlige styrker, og nye kollegaer bliver mødt med imødekommenhed og en interesse for at få dem godt integreret i fællesskabet. 

Samarbejde og fællesskab i hverdagen

Vi arbejder tæt sammen med anæstesisygeplejersker, operationssygeplejersker, kirurger, service- og opvågningspersonale, og det tværfaglige samarbejde er en naturlig del af vores hverdag. 

Vi lægger vægt på et åbent og støttende arbejdsmiljø, og der er en kultur, hvor man må spørge, tvivle og lære, og hvor fejl håndteres som en mulighed for udvikling. 

Hver dag afrundes i vores sofaer i "Doctors’ Lounge", hvor vi deler erfaringer, historier, og også de svære situationer. Her bliver der delt alt fra små tips og tricks til større faglige eller etiske overvejelser. Ordet er frit uden fast dagsorden, så snakken kan gå mange veje. 

En god start som ny læge

Nye kollegaer bliver mødt med imødekommenhed, psykologisk tryghed og en kultur, hvor vi hjælper hinanden godt i gang. Alle får en bred introduktion til afdelingen og tilknyttes typisk én af operationsgangene med tiden. 

Tryg uddannelse og tæt supervision

Vi har mange nye hoveduddannelseslæger (HU-læger), og afdelingen har en vigtig rolle i at skabe en god og tryg start på deres nye funktion.

Vi lægger stor vægt på et læringsmiljø med tæt og tilgængelig supervision, hvor spørgsmål, usikkerhed og faglig sparring er en naturlig del af hverdagen.

At hoveduddannelseslægerne begynder deres første ophold på Aarhus Universitetshospital hos os, bidrager til en dynamisk og engageret hverdag. Det styrker både arbejdsmiljøet og det faglige fællesskab til gavn for alle i afdelingen.

Socialt fællesskab

Hos os betyder det sociale meget - både i og uden for arbejdstiden. 

Vi har et aktivt fest- og aktivitetsudvalg, der arrangerer alt fra hyggelige fredagsbarer til sjove og uformelle sammenkomster i løbet af året. 

Der bliver også holdt gode fester, hvor grin og dans hører til – nogle arrangementer er kun for læger, mens andre samler hele afdelingen på tværs af faggrupper. 

Derudover stiller vi hold til DHL-stafetten og andre aktiviteter, hvor det gode kollegaskab er i fokus. 

Work-life balance

Vagtplan og fleksibilitet

Vagtplanen udarbejdes efter ønskeskema, og vi oplever stor tilfredshed med den fleksibilitet, vores skemalægger giver. 

Vagtdækning

Der er altid mindst to læger til stede i vagten. Når den ene er en HU-læge, er der også en rådighedsvagt (overlæge), som går hjem, når arbejdet tillader det (ofte omkring kl. 18-20) og kan herefter tilkaldes ved behov. 

I vagterne har man, som speciallæge, til opgave sammen med forvagten (HU-læge/prækursist) og rådighedsvagten (overlæge) at få afviklet operationsprogrammet og løse de opgaver der er i Forberedelse og Opvågning. 

Vagtstruktur i forhold til akutfunktionen

Alle akutte operationspatienter bliver meldt til bagvagten, og så må man indbyrdes aftale, hvem der løser hvilke opgaver. I dagtid er der ingen forvagt, og forvagtstelefonen bemandes af den speciallæge, der dækker Forberedelse og Opvågning. 

Hjertestopkald i AUH Syd går til både forvagt- og bagvagttelefonen. Som udgangspunkt er bagvagten teamleder, men dette kan efter aftale uddelegeres til forvagten. Desuden kaldes en anæstesisygeplejerske.

Medicinske kald (ABC-kald) varetages af læger fra Intensiv Øst, og kun ved samtidighedskonflikter kaldes læger fra Bedøvelse og Operation Syd. 

Arbejdstider og løn

Dagtid: 07.45 - 15.00 

17-vagt: 07.45 - 17.00 

Aften-/nattevagt: 16.45 - 08.05 

Weekend: 08.00 - 17.00 / 16.45 - 08.30. 

 

Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende overenskomst. 

Faglig udvikling

Læring i hverdagen

Lægegruppen rummer kollegaer med mange forskellige baggrunde og erfaringer, hvilket skaber et inspirerende fagligt miljø med rig mulighed for sparring og læring i hverdagen. 

Vi prioriterer faglig udvikling i det daglige med faste læringspunkter: 

  • ”Læring fra vagten” ved hver morgenkonference. 
  • 5-minutters undervisningsindslag mandag og fredag. 
  • Ugentlig undervisningstime om onsdagen, enten for lægerne alene eller som tværfaglig undervisning 

Ultralyd i klinisk praksis

Vi bruger ultralyd i stort omfang, både til procedurer og som point-of-care. Vi har nogle dedikerede og dygtige læger med ultralydsinteresse, som meget gerne vil lære fra sig. 

Samarbejde om forskning

Afdelingen deltager løbende i forskellige forsknings- og kvalitetsprojekter i samarbejde med andre afdelinger. 

Løbende kompetenceudvikling

Som speciallæge deltager du løbende i forskellige kursus- og efteruddannelsesdage. 

Ledige stillinger

Her kan du gå til Region Midtjyllands jobportal, hvor du kan søge på ledige stillinger i hele regionen, herunder også Bedøvelse og Operation Syd.