Om afdelingen

Et højt specialiseret neurokirurgisk miljø

Hjerne- og Rygkirurgi er regionens eneste neurokirurgiske afdeling og ét af landets fire specialiserede afdelinger inden for neurokirurgi. Afdelingen har både en klinik og et sengeafsnit med plads til op til 26 patienter, herunder observationssenge til patienter, der har større behov for observation.

Vi modtager både akutte og planlagte patienter med blandt andet:

  • Traumer
  • Hjerne- og rygmarvstumorer
  • Blødninger
  • Forskellige former for ryglidelser

Patienterne spænder bredt i alder og behov, og indlæggelserne varierer fra korte, accelererede forløb til længere og mere komplekse rehabiliteringsforløb. Fælles for dem alle erdog, at behandlingen er kirurgisk.

Variation i opgaver og tæt tværfagligt samarbejde

En hverdag med faglige udfordringer

Omkring 60 % af vores patienter indlægges akut, mens resten har planlagte forløb. For mange patienter og pårørende er indlæggelsen forbundet med en alvorlig og livsforandrende diagnose, hvilket betyder, at der stilles høje krav til vores faglighed og menneskelige kompetencer.

Sygeplejen spænder fra modtagelse, præ- og postoperative observationer til planlægning af udskrivelse og rehabilitering. Dette kræver bl.a. kompetencer indenfor:

  • Neurologiske observationer
  • Pædagogiske, psykologiske og kommunikative opgaver
  • Koordinering af patientforløb og udskrivelse

Arbejdet foregår i tæt samarbejde med læger, fysio- og ergoterapeuter, intensiv- og operationsafsnit samt kommunale rehabiliteringstilbud. Rehabilitering begynder allerede ved indlæggelsen og planlægges tværfagligt ud fra patientens behov og potentiale. Afhængigt af vurderingen kan rehabiliteringen foregå i kommunalt regi, i eget hjem eller på specialiserede regionale tilbud såsom Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskadede.[SN1] 

Sengeafsnit og klinik – sådan arbejder vi

Sengeafsnit

I sengeafsnittet er der plads til 26 patienter i hverdagene, som bliver fordelt på to etager - plan 6 og 7. 

I weekenden, ferier og helligdage er der plads til 20 patienter. Det betyder, at vi lukker sengeafsnittet på plan 7 og samler alle patienterne på plan 6.

Klinik

Vores klinik har åbent alle hverdage i dagstid. Det er i klinikken, at de fleste patienter bliver undersøgt og eventuelt indstillet til en operation. Der er typisk 2 til 3 sygeplejersker i klinikken, hvor arbejdet består i ati:

  • Deltage i lægesamtale
  • Samtaler med patienter og pårørende
  • Telefoniske klargøringer af patienter til operation
  • Koordinering af indlæggelse, blodprøver mv.

De sygeplejersker, der arbejder i klinikken, er en gruppe af sygeplejersker, der også arbejder i sengeafsnittet, og som minimum har et par års erfaring herfra.

Stuegang og samarbejde med lægerne i en travl kirurgisk hverdag

Fordi vi er en kirurgisk afdeling, er vores læger mange forskellige steder:

  • Operationsgangen
  • Klinikken
  • Børneafdelingen
  • Intensiv

Det er især i aften- og nattevagterne, at lægerne ikke altid er fysisk til stede i afdelingen. Derfor sparrer vi i plejegruppen meget med hinanden, og i vid udstrækning handler vi selvstændigt ud fra erfaring, rammeordinationer og et klinisk skøn.

Trivsel og tryghed

Et stærkt kollegialt fællesskab

I sengeafsnittet er vi en mangfoldig medarbejdergruppe på omkring 70 sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter i alle aldre og med forskellig erfaring inden for den neurokirurgiske sygepleje. Vores arbejdsmiljø er præget af faglig stolthed, humor og stor kollegial opbakning, hvor sparring og samarbejde er en naturlig del af hverdagen. 

Vi har mage sociale arrangementer både i og udenfor arbejdstiden på såvel afdelingens som personalets initiativ.

Sociale arrangementer kan f.eks. være:

  • En årlig personalefest
  • DHL-stafet
  • Pubcrawls
  • Fyraftensøl på bodega
  • Fælles frokostbord
  • Biografture
  • Kagedag på afdelingen
  • Banko

Vi er et afsnit med stor kollegial omsorg, og vi mener, at arbejdsglæde og trivsel blandt personalet er afgørende for den kvalitet, vi yder overfor vores patienter. 

Introduktion

Som nyansat følger du et struktureret introduktionsprogram med mentorordning. I den første måned følges du tæt med en erfaren kollega og indgår ikke i normeringen. Sammen passer I patienterne og i løbet af de første vagter, afholder I en forventningssamtale om samarbejde og læringsmål.

Formålet er, at du får en rolig og tryg introduktion til afdelingen og specialet.

Gradvis selvstændighed men aldrig alene

Efter den første måned bliver du gradvist mere selvstændig. Du får patienter tildelt efter kompleksitet og varetager pleje og behandling med støtte fra dine kollgaer. Du står aldrig alene – vi arbejder i teams og sikrer løbende sparring, oplæring og støtte, så du udvikler dig i dit eget tempo.

Introduktionsforløbet strækker sig over det første år og suppleres med løbende opfølgende samtaler:

  • Efter 3-6 måneder: Samtale med oversygeplejerske og onboarding-sygeplejerske
  • Efter 10–12 måneder: Opfølgningssamtale med onboarding-sygeplejerske

Supervision og sparring

Som nyansat deltager du i 3–4 supervisionssessioner sammen med andre nyansatte i afdelingen. Her er der mulighed for at dele erfaringer, drøfte både udfordringer og succeser og få støtte i overgangen til en ny arbejdsplads – i trygge og fortrolige rammer.

Undervisning

Introduktionsprogrammet indeholder fem undervisningsblokke med centrale emner om afdeling og specialet. Underviserne er kollegaer fra afdelingen og andre samarbejdspartnere. Du vil modtage undervisningen i løbet af det første år.

Spørg – vi forventer det

Vi forventer, at du spørger. Spørgsmål er en vigtig del af læringen og hjælper dine kolleger med at støtte dig bedst muligt. Vi har en kultur, hvor nysgerrighed, refleksion og vidensdeling værdsættes – hos os er ingen spørgsmål dumme.

Work-life balance

Fleksibel vagtplan med indflydelse

I Hjerne- og Rygkirurgi lægger vi vagtplan på baggrund af en ønskeplan, så arbejdsplanlægningen i høj grad sker ud fra dine ønsker. Det er vores holdning, at jo større indflydelse, man har på vagtplanen, jo større arbejdsglæde og tilfredshed.

Vi prioriterer fællesskabet, patientsikkerheden og afdelingens drift først, når vi lægger vagtplanen. Det betyder, at vagtplanen først og fremmest bliver tilrettelagt således, at de rette kompetencer og ressourcer er til stede i hver enkelt vagt. Dermed styrker vi patientsikkerheden og arbejdsmiljøet for dem, der på arbejde.  

Treholdsskift med mulighed for alternative vagter

Du indgår i treholdsskift med dag-, aften- og nattevagter samt mulighed for alternative vagttyper og længere vagter efter ønske f.eks. har du mulighed for 10- og 12-timers vagter, hvis du ønsker det, eller skæve arbejdstider f.eks. kl. 10.00-18.00 eller kl. 12.00-20.00.

Du har ca. 8 aften- eller nattevagter på en 4-ugers plan, og derudover skal du forvente at arbejde gennemsnitligt hver 3. weekend. Alternativt kan du også vælge indimellem at arbejde i 12-timers vagter og dermed arbejde endnu færre weekender.

Faglig udvikling

En kultur, hvor vi udvikler os sammen

Hos os prioriterer vi tid og plads til læring, fordi vi ved, at faglig udvikling styrker både patientforløb, kvaliteten i plejen og arbejdsglæden i hverdagen.

Vi forventer derfor, at alle bidrager aktivt til udviklingen af klinisk praksis – blandt andet ved at deltage i refleksion med kolleger, i sygeplejekonferencer og i implementeringen af nye arbejdsgange. Vi ønsker en arbejdsplads, hvor der stilles kritiske spørgsmål og ytres forskellige holdninger, så vi i fællesskab kan udvikle os sammen.  

Efter det første år i afdelingen er der gode muligheder for formaliseret kompetenceudvikling og videreuddannelse, som planlægges i dialog med din nærmeste leder ved de årlige MUS. Målet er at skabe en arbejdsplads, hvor nysgerrighed, faglig dialog og forskellige perspektiver er med til at udvikle os – sammen.

Læring som en del af hverdagen

Tre gange om ugen afholder vi korte sygeplejekonferencer på cirka 30 minutter – ofte i forbindelse med formiddagspausen. Her deler vi viden, erfaringer og nye tiltag inden for behandling og sygepleje. Oplæg kan komme fra både interne nøglepersoner, læger, udviklingssygeplejersker, forløbskoordinatorer eller eksterne oplægsholdere.

Kompetenceprogram for erfarne medarbejdere

I samarbejde med Neurologi har vi udviklet et kompetenceudviklingsprogram for erfarne sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som har været ansat i Hjerne- og Rygkirurgi eller Neurologi i mere end ét år.

Programmet består af 10 moduler og omfatter blandt andet:

  • Neuroanatomi og -patologi
  • Neurorehabilitering
  • Patient- og pårørendeperspektiv
  • Konfliktforebyggelse og -håndtering

Forskning og udvikling tæt på praksis

Forskning og udvikling med fokus på patienten

I afdelingen har vi en stærk tradition for forskning og sygeplejefaglig udvikling. Vi arbejder løbende med udviklingsprojekter og patientinvolvering for at sikre den bedst mulige pleje og behandling. Afdelingen har to udviklingsansvarlige sygeplejersker samt to sygeplejersker med fokus på udvikling og implementering, som sammen med ledelsen og plejepersonalet driver nye initiativer og styrker den faglige udvikling i hverdagen.

Vores kliniske specialist arbejder med sygeplejefaglig forskning og har blandt andet skrevet en ph.d. om patienter med hjernetumorer og deres oplevelse af indlæggelsesforløbet. Derudover er en af vores udviklingsansvarlige sygeplejersker også aktiv inden for sygeplejefaglig forskning.

Deltagelse i konferencer og faglige arrangementer

Medarbejdere i afdelingen deltager løbende i faglige arrangementer, hvor ny viden, forskning og erfaringer deles. Eksempler på arrangementer er:

  • Sygeplejens Dag på AUH
  • Konference i Faglig Sammenslutning for Neurosygeplejersker (FSNS)
  • National Temadag for Neurokirurgiske Sygeplejersker

Sygeplejen på AUH

Læs om tilgangen til sygepleje på AUH og mød nogle af vores dygtige sygeplejersker:

Sygeplejen på AUH - nu og i fremtiden

Ledige stillinger

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til muligheden for job.

Herunder kan du gå til Region Midtjyllands jobportal, hvor du kan søge på ledige stillinger i hele regionen.