Hvad er Klorhexidinsæbe?

Der finde forskellige produkter fx Mediscrub og klorhexidinsæbe. Det er en antiseptisk sæbe indeholdende 4 % klorhexidin.

Klorhexidin har bred antibakteriel effekt og kan reducere bakteriemængden på huden.

Det er vigtigt at skelne mellem anvendelse på hud og anvendelse i selve såret.

Klorhexidinsæbe på huden

Klorhexidinsæbe kan anvendes kortvarigt og på konkret indikation, når reduktion af bakteriebelastningen på huden ønskes.

Relevante situationer kan eksempelvis være:

  • MRSA-sanering efter gældende retningslinjer.
  • Recidiverende bakterielle hudinfektioner, hvor antiseptisk vask vurderes relevant.
  • Udvalgte patienter med betydelig bakteriel kolonisation af huden omkring et sår.

Ved MRSA-sanering indgår daglig helkropsvask med 4 % klorhexidinsæbe i Sundhedsstyrelsens anbefalinger.¹

Klorhexidinsæbe anbefales derimod ikke som almindelig daglig hudpleje ved kroniske bensår. Langvarig eller hyppig anvendelse kan udtørre og irritere huden, og klorhexidin kan medføre kontaktallergi.

Ved tør hud, staseeksem eller anden kompromitteret hudbarriere prioriteres skånsom vask og relevant fugtigheds-/barrierebehandling

Klorhexidinsæbe MÅ IKKE anvendes i selve bensåret

4 % klorhexidin/Mediskrub anbefales ikke til rensning af kroniske sår eller direkte på granulationsvæv.

Klorhexidin kan være cytotoksisk over for celler, som er nødvendige for sårhelingen, og internationale guidelines anbefaler derfor vand, fysiologisk saltvand eller anden ikke-cytotoksisk sårskyllevæske til almindelig sårrensning.²⁻⁴ Ydermere øges risikoen for udvikling af kontaktallergi.

Praktisk fremgangsmåde ved ukompliceret bensår

Sår

Rens/skyl med rent postevand eller NaCl. Fjern løse belægninger og devitaliseret væv efter behov.

Omgivende hud

Vask skånsomt og fjern forsigtigt skorper og hudskæl. Behandl tør hud og eventuelt staseeksem relevant.

Undgå klorhexidinsæbe i sårbunden.

Hvis såret er koloniseret med bakterier

De fleste kroniske bensår er koloniserede med bakterier. Bakterievækst eller positiv podning er ikke i sig selv tegn på infektion og kræver ikke antibiotisk eller antiseptisk behandling.

Antimikrobiel behandling bør derfor ikke anvendes alene på baggrund af lugt, lang sårvarighed eller positiv podning uden samlet klinisk vurdering.

Ved mistanke om lokal sårinfektion

Vurder blandt andet:

  • Tiltagende smerter
  • Øget eller ændret sekretion
  • Øget lokal varme
  • Erytem/hævelse omkring såret
  • Forsinket eller ophørt sårheling
  • Øget mængde eller ændring af granulationsvæv/belægninger
  • Eventuelt cellulitis eller systemiske infektionstegn.

Ved lokal sårinfektion kan et sårspecifikt antiseptikum anvendes tidsbegrænset. Nyere europæiske guidelines anbefaler primært PHMB (polyhexanid – fx Prontosan) eller octenidin frem for klorhexidin til lokalt inficerede venøse bensår. Behovet bør revurderes senest efter ca. 14 dage.⁶

Ved cellulitis, erysipelas eller systemiske infektionstegn vurderes behovet for systemisk antibiotika efter gældende retningslinjer.⁵