Hvad er medicinrelateret osteonekrose?

Bisfosfonaters og de antiresorptive stoffers (AR) terapeutiske effekt er baseret på en hæmning af den osteoklast-medierede knogleresorption.
Der er siden 2004 publiceret adskillige tusinde tilfælde af patienter med intraoral knogleblottelse/-nekrose, som relateres til igangværende eller forudgående behandling med bisphosphonater/AR. Denne tilstand benævnes medicinrelateret osteonekrose (ONJ).  
ONJ optræder hyppigst bagtil i kæben og hyppigst i underkæben.
Definitionen på medicinrelateret osteonekrose er:

Et område med eksponeret eller sondérbar knogle i den maxillofaciale region, som ikke er helet 8 uger efter at læsionen er beskrevet af tandlæge eller læge og relevant behandling iværksat. 
Desuden må der ikke tidligere være givet stråleterapi mod denne region (der kan da være tale om osteoradionekrose). 

ONJ kan opstå spontant, men risikoen for at udvikle denne bivirkning stiger markant ved udførelse af kirurgiske indgreb på denne patientgruppe.

Af andre risikofaktorer kan nævnes: Rheumatoid artrit, diabetes, rygning, alkohol, dårlig mundhygiejne, Glucocoticoid behandling og kemoterapi.

Bisfosfonater/AR kan administreres højdosis og lavdosis. Højdosis administration anvendes overvejende som  behandling af maligne tilstande.
Risikoen for udvikling af ONJ er væsentlig højere hos patienter i højdosis behandling end patienter i lavdosis behandling. 

Behandling af osteonekrose

Patienter udredes og behandles på en kæbekirurgisk afdeling.
Der gives information og vejledning om tilstand og muligt kronisk forløb.
Ved regelmæssige kontroller udføres konservativ fjernelse af dødt knoglevæv, og det vurderes om en operation med fjernelse af nekrotisk knogle og primær lukning kan kurere tilstanden.
Der iværksættes efter behov tiltag til forbedring af mundhygiejne (Klorhexidin mundskyl eller gel). 
Ved smerter, rødme el. anden infektionsmistanke iværksættes analgetisk og antibiotisk behandling. 

Hos protesebærere kan overvejes blød underforing

Evt. seponering af bisfosfonat/AR behandling efter aftale med ordinerende læge. 

Henvisningsblanket til Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik