I Danmark er arbejdet med multidisciplinære teamkonferencer (MDT) vokset op nedefra. MDT’er er tværfaglige konferencer, hvor patientforløb drøftes på tværs af relevante faggrupper. Denne udvikling har skabt ret forskellige MDT’er, fordi hvert sygdomsområde har udviklet deres egen måde at afholde konferencerne på. Med årene er der også kommet styring ind fra oven, således at stort set alle kræftpatienter – og en række andre patientgrupper – i dag bliver drøftet på en MDT.

I Aarhus CCC arbejder vi med at styrke MDT’erne. Således har der været flere workshops med deltagelse af klinikere. Her er det blevet tydeligt, at der er væsentlig forskel på MDT’erne, og at de med fordel kan lære af hinanden. En observation som også de internationale auditører, der var på besøg i forbindelse med akkrediteringsprocessen som Comprehensive Cancer Centre, bemærkede.

Sikrer kvaliteten

I Aarhus CCC har repræsentanter for CCC-Styregruppen og klinikere fra nogle af de store kræft-MDT’er drøftet, hvordan man i højere grad kan forbedre kvaliteten for patienten og gøre MDT’erne endnu bedre. På den baggrund har Aarhus CCC-Styregruppe besluttet, at MDT-konferencer på kræftområdet fremover skal tage afsæt i DMCG’s nationale retningslinje for organisering af MDT-konferencer.  I første omgang med fokus rettet mod ti udvalgte MDT’er.

Overlæge i Lungesygdomme, Torben Riis har deltaget i dette arbejde og er også med i en af de MDT’er, der skal gå forrest i implementeringen:

- Selvfølgelig er det ikke i sig selv et problem, at vi er forskellige. Det skal der også være plads til fremover. Men vi kan godt blive bedre til at sikre, at patienterne får et ensartet tilbud af samme høje kvalitet. Her har retningslinjen nogle gode værktøjer, som kan hjælpe os på vej i de enkelte MDT’er, siger han. 

Retningslinje skal tilpasses

Jakob Kristian Jakobsen, cheflæge i Urinvejskirurgi og medlem af CCC-Styregruppen, har også deltaget i arbejdet. Han forklarer, at arbejdet med den fælles retningslinje for hele hospitalet udspringer af et ønske om at have en overordnet praksis, der følger de internationale anbefalinger for afvikling af MDT’er.

Ligesom Torben Riis lægger han samtidig vægt på, at retningslinjen fortsat giver plads til lokale tilpasninger.

- Retningslinjen skal forstås som et oplæg til hver enkelt MDT, der så tilpasser den til de diagnoser og forhold, der gør sig gældende hos dem, siger han.

Evaluering og dataoverblik

I arbejdet med at udvikle MDT’erne er der brugt en del kræfter på at afdække, hvordan MDT’erne på AUH fungerer i dag. Det generelle indtryk er, at man over en bred kam gør meget af det, der står i den nationale MDT-retningslinje. Det er dog være forskelligt, hvad der vil være nyt for de enkelte MDT’er.

Noget mange vil opleve som nyt – eller som en systematisering af noget de gør i forvejen – er mindst én årlig evaluering. Evalueringen skal sikre, at deltagerne i MDT’en holder sig skarpe på, om arbejdet fungerer, og hvordan det går med patienterne. Blandt andet for at understøtte den dialog er der udviklet et nyt MDT-dataoverblik.

Patientens perspektiv

Endelig indebærer arbejdet med retningslinjen, at MDT-erne skal arbejde med, hvordan patienternes perspektiv kan blive en mere aktiv del af konferencen.

Et af formålene med MDT-retningslinjen er at medtage patientens synspunkter, præferencer og generelle livsforhold, når der træffes beslutning om behandlingstilbud. Således indeholder retningslinjen en opfordring til en større inddragelse af patientens perspektiv i overvejelse ved MDT. Det handler blandt andet om at finde ud af, hvornår og hvordan patientens perspektiv i højere grad kan inddrages i MDT-beslutninger. 

- Det er jo noget, vi alle synes er vanskeligt, og prøver at finde ud af, hvordan vi gør. Eksempelvis har vi lige haft møde med Kræftens Bekæmpelse om det, og vi er ved at starte et netværk op om patientinvolvering og bedre inddragelse af patientperspektivet i MDT-konferencer, fortæller Torben Riis.

Fakta