06.07.2026

Alle afdelinger på AUH skal have et afdelingsspecifikt klinisk forskningsråd. For at understøtte afdelingerne i opgaven har CCC-Forskningsråd udarbejdet en vejledning til et kommissorium, der beskriver, hvordan sådanne forskningsråd kan etableres, og hvad de som minimum skal omfatte. Til september er der to informationsmøder.

Øget strategisk opmærksomhed på den kliniske forskning

Aarhus Universitetshospital har en høj forskningsaktivitet og mange publikationer i velrenommerede, videnskabelige tidsskrifter. Hospitalet bruger også mange ressourcer på klinisk forskning, og mange patienter er involverede. Men lykkes vi med den kliniske forskning vi ønsker? Prioriterer vi indsatserne godt nok? og kunne vi blive endnu bedre til strategisk koordinering af klinisk forskning samt implementering af vores opnåede forskningsresultater? De spørgsmål viste det sig, at hospitalet kunne være bedre til at svare på, da det havde besøg af seks internationale auditører i april 2025.

Auditørerne besøgte hospitalet i forbindelse med akkreditering af AUH som Comprehensive Cancer Centre (CCC). Men da CCC-Forskningsråd begyndte at arbejde med, hvordan hospitalet kunne blive bedre til at svare på spørgsmålene, blev det tydeligt, at det ikke kun gælder klinisk forskning på kræftområdet, men at den kliniske forskning på hospitalet generelt kunne have glæde af en øget strategisk opmærksomhed samt mere koordinering på tværs af hospitalet for bedre at kunne lykkes med ambitionerne.

- I CCC-Forskningsråd blev vi hurtigt klar over, at vi forskningsmæssigt organiserer os meget forskelligt på AUH, og at vi kan hjælpe hinanden med at blive bedre til at understøtte den kliniske forskning og arbejde strategisk med den, siger forperson for CCC-Forskningsråd og lærestolsprofessor i Kræftafdelingen, Signe Borgquist.

På den baggrund har CCC-Forskningsråd udarbejdet en vejledning til kommissorie med minimumsstandarder for afdelingsspecifikke kliniske forskningsråd. En vejledning som Sundheds- og Hospitalsledelsen har valgt skal gælde for hele hospitalet.

Rekruttering af patienter

CCC-Forskningsråd er bredt repræsenteret af primært forskningsledere fra hospitalet og universitetet. I arbejdet med de afdelingsspecifikke kliniske forskningsråd har forskningsrådet indhentet erfaringer fra en bred vifte af afdelinger, og taget inspiration fra de afdelinger, der i forvejen har et klinisk forskningsråd med tilhørende kommissorie.

En af de udfordringer, der går igen i mange kliniske forskningsprojekter er, at det kan være svært at rekruttere patienter. Eksempelvis kan man opleve, at de forskellige forskningsprojekter på en afdeling går i vejen for hinanden, fordi man trækker på de samme patientpopulationer. Her kan et fælles overblik og en strategisk prioritering hjælpe.

- Det er jo virkelig ærgerligt, at vi ikke bruger hinanden så meget som muligt, så både den enkelte forsker, forskergruppe, afdeling og ja, vi alle sammen som universitetshospital, får løftet kvaliteten og prioriteret vores indsatser. Det tror vi i CCC-Forskningsråd virkelig på, at afdelingsspecifikke kliniske forskningsråd kan bidrage positivt til, siger Signe Borgquist.

Hele hospitalet

CCC-Forskningsråd er egentlig sat i verden for at arbejde med kræftforskningen. Men afdækningen af området har vist, at udfordringerne er de samme uanset forskningsområde. Derfor har Sundheds- og Hospitalsledelsen besluttet, at alle afdelinger skal have et afdelingsspecifikt forskningsråd, og at vejledningen til et kommissorie for forskningsrådene også skal gælde for hele hospitalet. Inden beslutningen blev taget, har det været drøftet med AUH-Forskningsråd.

- At det arbejde, der er lavet i regi af Aarhus CCC, kan komme hele hospitalet til gavn, er super positivt og lige det vi håbede på, at vi også ville få ud af at etablere Aarhus CCC. På den måde kommer den satsning, vi har lavet på kræftområdet, til at have positiv synergi i forhold til resten af hospitalet, siger Mette Bærentsen, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital og ansvarlig for forskningsområdet.

Informationsmøde og evaluering

Opgaven med at etablere afdelingsspecifikke kliniske forskningsråd lægger op til mange spørgsmål. Derfor inviterer CCC-Forskningsråd til informationsmøde:

  • Torsdag den 3. september 15.15-16.15
  • Tirsdag den 29. september 15.15-16.15

Der bliver sendt kalenderinvitation til kliniske lærestolsprofessorer, forskningsledere og medarbejdere tilknyttet forskning. Den kliniske forskningsleder kan videresende invitationen til relevante medarbejdere i afdelingen.

Samtidig er det også oplagt, at kommissoriet kan have brug for en revision, når man har indhentet de første erfaringer. Derfor er det også allerede nu planlagt, at kommissoriet skal evalueres efter et år.

Fakta

  • Formålet med et Klinisk Forskningsråd (KFR) i en afdeling er at koordinere, støtte og kvalificere afdelingens kliniske forskningsaktiviteter gennem rådgivning, prioritering og vurdering af kliniske forskningsprotokoller.
  • De afdelingsspecifikke kliniske forskningsråd har blandt andet til opgave at:
    • Vurdere og kvalificere at planlagte kliniske forskningsprojekter er videnskabeligt, etisk og praktisk forsvarlige at opstarte
    • Vurdere og prioritere kliniske forskningsprojekter ud fra deres kliniske relevans, strategiske betydning for afdelingen og efterspørgsel i klinikken, herunder projekternes forventede kliniske og patientnære indvirkning
    • Rådgive om kliniske forskningsprojekters design, gennemførlighed og ressourcer, herunder metode for patientrekruttering
    • Skabe overblik over igangværende klinisk forskning og ressourceforbrug
    • Følge op på igangværende studier, herunder rekruttering, rapportering og evt. afslutning af studier uden fremdrift
    • Understøtte afdelingsledelsens beslutningsgrundlag ved opstart af nye kliniske forskningsprojekter
    • Understøtte tilstrækkelig kommunikation om klinisk forskning
  • Find Vejledning til kommissorium for afdelingsspecifikke Kliniske Forskningsråd (KFR) som et fælles minimumsgrundlag på Aarhus Universitetshospital: Vejledning til Kommissorium for afdelingsspecifikke Kliniske Forskningsråd (KFR) som et fælles minimumsgrundlag på Aarhus Universitetshospital - Linket kan kun åbnes af medarbejdere i Region Midtjylland. Er du ikke medarbejder, og ønsker du at se kommissoriet, så send en mail til: auh.ccc-funktionpostkasse@rm.dk 
  • Læs mere om forskningsområdet i Aarhus CCC og se hvem der er medlem af CCC-Forskningsråd: Forskning