Akkrediteringen som Comprehensive Cancer Centre er et væsentligt element i AUHs udviklingsområder og strategiske arbejde.
Med akkrediteringen får Aarhus CCC et kompetent og kritisk blik udefra. Samtidig læner vi os op af en række kriterier, der er internationalt validerede og trækker på internationale erfaringer for, hvordan man bedst løfter kræftindsatsen på tværs.
Akkrediteringen er således et vigtigt værktøj og inspiration i udviklingen af kræftindsatsen.
Læs mere om kræftindsatsen på siden:
Aarhus CCC - Hvad og hvorfor?
Akkrediteringen kan derudover være med til at fremhæve hospitalets omdømme, både nationalt og internationalt, som et førende kræftcenter.
Det kan give nye forskningsmuligheder inden for avanceret kræftforskning, tættere samarbejde mellem specialister og mulighed for at trække på den nyeste viden og teknologi inden for kræftbehandling.
Grundigt forarbejde
Inden AUH tog beslutning om et Aarhus CCC og søge akkreditering gennemførte hospitalet en grundig forundersøgelse: Ville det overhovedet være anstrengelserne værd?
Derfor nedsatte hospitalet i november 2022 en tværfaglig CCC-projektgruppe. Gruppen skulle afklare hvilke effekter og omkostninger, AUH kunne forvente, hvis man gik ind i en akkrediteringsproces som Comprehensive Cancer Centre (CCC) i henhold til Organisation of European Cancer Institutes (OECI) akkrediteringsprogram.
Hertil blev der nedsat en CCC-styregruppe, et CCC-sekretariat og et CCC-forum med repræsentanter fra de 39 kliniske og parakliniske afdelinger, der er involveret i kræftpatienters forløb på AUH.
Første møde i CCC-Forum blev holdt i 2022.
Besøg på akkrediterede hospitaler
Som led i afklaringen besøgte projektgruppen Vejle Sygehus (februar 2023), Sahlgrenska Universitetshospital i Gøteborg (marts 2023) og Oslo Universitetshospital (april 2023). Besøgene gav brugbar viden om effekter, udfordringer og omkostninger forbundet med akkrediteringen, samt erfaringer og input til organisering og ressourceforbrug før, under og efter akkrediteringsprocessen.
Forarbejdet mundede ud i en beslutning om, at etablere et Aarhus Comprehensive Cancer Centre og søge akkreditering gennem OECI.
Se mere under: Aarhus CCC - Hvad og hvorfor?