Tidlig hjælp til psykisk mistrivsel: Mind My Mind viser lovende resultater

23.04.2026

Angst, depression, stress, ensomhed. Psykisk mistrivsel hos børn og unge kan se ud på mange måde, og i disse år oplever vi en stigning i antallet, der mistrives. Hvert syvende barn eller ung får diagnosticeret mindst én psykisk lidelse, inden de fylder 18 år.

Der er derfor behov for en tidlig indsats, der kan gribe børnene, før problemerne vokser sig større.

Det er baggrunden for forskningsprojektet Mind My Mind, som professor Per Hove Thomsen ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling har været med til at undersøge. Her har man testet et kommunalt behandlingstilbud til børn og unge, som ikke nødvendigvis opfylder kriterierne for at blive henvist til Børne- og Ungdomspsykiatrien.

Mind My Mind bygger på en transdiagnostisk tilgang. Det betyder, at behandlingen ikke er målrettet én specifik diagnose, men derimod tilpasses det enkelte barns udfordringer.

– Vi bad familierne og barnet selv om at benævne deres topproblem. Det kunne være raserianfald, problemer med at komme i skole eller andre konkrete udfordringer i hverdagen, forklarer Per Hove Thomsen.

Behandlingen er modulopbygget og tager udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi. Hvert barn får et individuelt sammensat forløb, hvor relevante moduler kombineres afhængigt af symptomer som angst, depression eller adfærdsproblemer.

Forløbet strækker sig typisk over 9–13 uger med ugentlige sessioner. Det er PPR-psykologer, der møder barnet og familien, mens behandlingen superviseres af specialister fra Børne- og Ungdomspsykiatrien.

Effekten af Mind My Mind er undersøgt i et randomiseret lodtrækningsforsøg med 396 børn og unge i alderen 6–16 år. Deltagerne blev fordelt til enten Mind My Mind eller den sædvanlige kommunale indsats, som varierede meget fra kommune til kommune.

Resultaterne viste, at Mind My Mind havde en signifikant bedre effekt efter både 12 og 18 uger. Børnene oplevede blandt andet færre følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer samt forbedringer i trivsel, skolegang og social funktion.

Effekten var særligt tydelig hos de børn, der allerede opfyldte kriterierne for en psykiatrisk diagnose – og hos dem med flere samtidige problemstillinger.

– Det var faktisk dem med de største vanskeligheder, der havde mest gavn af indsatsen, siger Per Hove Thomsen.

Samtidig fandt forskerne ingen forskelle i effekt på tværs af socioøkonomiske grupper.

Tre år senere har forskerne fulgt op på børnene. Her er billedet mere nuanceret.

På længere sigt er der ikke længere forskel mellem de børn, der fik Mind My Mind, og dem, der fik sædvanlig behandling. Begge grupper har det bedre, men forskellen mellem dem er udlignet.

Ifølge Per Hove Thomsen kan det blandt andet skyldes, at børnene efterfølgende har modtaget andre former for behandling.

– Det er svært at korrigere for, hvad der sker over tid. Mange har fået yderligere hjælp efterfølgende, siger han.

Samtidig peger resultaterne på noget velkendt fra psykologisk behandling: Effekten kan aftage, hvis indsatsen ikke følges op.

Selvom Mind My Mind viser gode resultater, er det ikke en løsning for alle.

Omkring 80 procent af deltagerne i studiet opfyldte allerede kriterierne for en psykisk lidelse, og for en del af dem var indsatsen ikke tilstrækkelig på længere sigt.

– For nogle børn er det her ikke nok. De har brug for mere specialiseret og ofte længerevarende behandling, siger Per Hove Thomsen.

Han peger derfor på behovet for mere differentierede tilbud, hvor indsatsen tilpasses barnets behov – både i intensitet og varighed.

Trods begrænsningerne fremhæver forskerne Mind My Mind som en værdifuld indsats – særligt fordi den er tidlig, tilgængelig og omkostningseffektiv.

Programmet er i dag implementeret i omkring 20 danske kommuner, hvor det fortsat anvendes som en del af det kommunale behandlingstilbud.

– På den korte bane er det en virkelig værdifuld indsats. Den hjælper mange børn og familier og kan være med til at forebygge, at problemerne vokser sig større, siger Per Hove Thomsen.

Samtidig understreger han, at fremtidens indsats ikke nødvendigvis handler om én løsning til alle – men om at finde det rigtige tilbud til det enkelte barn.

– Det vigtigste er, at vi bliver bedre til at matche indsatsen med behovet. Ikke alle har brug for det samme, siger han.