04.02.2026
Når kroppen larmer
Mavesmerter, hovedpine, svimmelhed, træthed og kvalme. For nogle unge bliver disse symptomer en del af hverdagen. Ofte uden at man kan finde en fysisk forklaring. Det er dem, Nina Maindal, ph.d.-studerende og hovedvejleder Charlotte Ulrikka Rask fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling og kolleger fra Center for Funktionelle Lidelser AUH og Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet forsøger at nå.
Nina har altid været optaget af børn, unge og mental trivsel. I dag er hun med til at undersøge, om et internetbaseret selvhjælpsprogram kan være nøglen til at hjælpe unge mellem 15 og 25 år med vedvarende fysiske symptomer.
Vi håber, det kan være med til at mindske symptomerne og gøre deres hverdag lettere – og i bedste fald forebygge, at de udvikler en funktionel lidelse
Symptomer, tanker og handlinger
Det digitale selvhjælpsprogram Mine Symptomer Unge bygger på kognitiv adfærdsterapi og er inspireret af et lignende program til voksne. Programmet består af syv moduler, som de unge har adgang til i otte uger hjemmefra – uden terapeutstøtte. De unge henvises primært gennem speciallæger i pædiatri, som ligeledes varetager en opfølgende samtale med den unge.
– Modulerne har hver deres tema, for eksempel ’Min fysiske energi’. De adresserer ikke kun de fysiske symptomer, men også tanker og handlinger i forbindelse med dem, forklarer Nina.
Programmet kombinerer tekst, videoer, mindfulness og øvelser – alt sammen med det formål at give de unge redskaber til at håndtere deres symptomer.
Er det brugervenligt - og virker det?
Inden det egentlige pilotstudie gik i gang, blev programmet testet i en såkaldt usability test. Her blev det undersøgt, hvordan unge oplever at bruge programmet, og på baggrund af feedbacken blev det justeret og målrettet endnu bedre.
– Nu kigger vi på, om det virker efter hensigten – oplever de unge færre symptomer og får de det bedre i deres dagligdag? Det er det, vi undersøger i vores pilotstudie, fortæller Nina.
Sundhedskompetencer som nøglen til motivation
Udover selve effekten på symptomerne kigger forskerne også på deltagernes individuelle sundhedskompetence, samt aspekter af digital sundhedskompetence. Det handler om evnen til at forstå, bruge og dele sundhedsinformation – og om det spiller en rolle for, hvor engageret den unge er i programmet, og hvor godt den unge får gavn af det.
– Sundhedskompetencer handler både om, hvordan man finder, forstår, fortolker og formidler sundhedsinformation, men også hvordan man agerer på den viden. Det er noget af det, vi undersøger, siger Nina.
En realistisk optimisme
Målgruppen er unge, der har oplevet generende fysiske symptomer i mindst tre måneder. De udfylder spørgeskemaer før, efter og tre måneder efter programmet. Her spørges blandt andet til smerteintensitet og funktion i hverdagen.
Nina er realistisk – men håbefuld.
– Vi kan nok ikke hjælpe alle unge med længerevarende fysiske symptomer, siger hun ærligt.
– Men hvis vi kan være med til, at de oplever symptomerne i mindre grad – og måske forebygge, at de udvikler en funktionel lidelse – så har vi allerede gjort en forskel.
FAKTA
- Mine Symptomer Unge er en del af forskningsprogrammet eHealth og lægeassisterede selvhjælpsinterventioner for vedvarende fysiske symptomer. Se www.mine-symptomer.dk.
- Forskere ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet har taget initiativ til undersøgelsen. Undersøgelsen er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond (kr. 2.064.105), TrygFonden (kr. 3.035.765), Kvalitets- og EfteruddannelsesUdvalget for almen praksis i Region Syddanmark (kr. 196.227) og Fonden for Faglig Udvikling i Speciallægepraksis (kr. 86.400).