Praktik med fokus på Fundamentals of Care

Den fælles referenceramme for sygeplejen på Aarhus Universitetshospital (AUH) bygger på begrebsrammen Fundamentals of Care (FoC).

Derfor arbejder vi målrettet på at integrere FoC i de studerendes praktikforløb. Studerende opfordres blandt andet til at lade FoC være rammen om deres udviklingsprojekter i afsnittene. Derudover anvendes begrebsrammen systematisk i kritiske refleksioner og dialoger om sygeplejesituationer samt i arbejdet med at udvikle den kliniske sygepleje.

I videoen nedenfor fortæller 6. semester sygeplejestuderende Mikkel Thøgersen om, hvordan han og hans studiegruppe under deres praktik på AUH har spurgt pårørende om deres oplevelse af mødet med hospitalet. Svarene indgår i gruppens udviklingsprojekt, hvor de undersøger, hvordan pårørende bedst føler sig velkomne og taget hånd om. Mikkel beskriver både praktikforløbet, projektet og brugen af Fundamentals of Care som begrebsramme.

Video med 6. semesterstuderende Mikkel

Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.

Hvorfor er Fundamentals of Care et godt redskab i praktik?

Begrebsrammen styrker læring og refleksion på flere måder:

  • Overblik over komplekse sygeplejesituationer: FoC hjælper studerende med at strukturere deres forståelse af patientens behov og sygeplejerskens opgaver.

  • Genkendelighed fra uddannelsen: Studerende kender FoC fra den teoretiske del af uddannelsen. Når vejledere bruger de samme begreber i praktikken, styrkes forståelsen af værdier og principper bag personcentreret sygepleje, hvor patientens fysiske og psykosociale behov tænkes sammen.

  • Fokus på evidens: FoC opfordrer de studerende til at undersøge evidensen bag den sygepleje, der udføres i daglig praksis.