Opgaverne

Medlemmer af CCC-Styregruppen og CCC-Sekretariatet i fuld gang med at prioritere rækkefølgen af handleplanerne. Fra venstre: Lægefaglig direktør Charlotte Birkmose Rotbøl; cheflæge i Lungesygdomme, Pernille Hauschildt; forperson i CCC-Styregruppen, cheflæge i Blodsygdomme, Niels Frost Andersen, AC-Fuldmægtig, hospitalsstaben, Christine Olesen Muurholm; HU-læge, Kræftafdelingen, Louise Elkjær Fløe; næstforperson i CCC-Styregruppen, klinisk lærestolsprofessor, Kræftafdelingen, Signe Borgquist; programleder, specialkonsulent, Kvalitet, Marie Lass; overlæge, Lever-, Mave-, Tarmsygdomme, Gitte Aarøe Dam; Chefsygeplejerske, Plastik- og Brystkirurgi, Jesper Skyttehave Rytter og kvalitetskonsulent, Kvalitet, Karoline Særkjær.

17.09.2025

Hvordan skal fælles retningslinjer for MDT’er (MulitiDisciplinære Teams) på AUH se ud? Hvordan styrker vi vores partnerskab med kræftpatienterne – eventuelt i et patientråd? Og hvordan får vi et godt overblik over vores kræftforskning og en strategisk anvendelse af forskningsressourcerne? 
 
Sådan lyder blot nogle af de opgaver, som Aarhus Universitetshospital (AUH) i regi af Aarhus Comprehensive Cancer Centre (CCC) går i gang med at løse inden for den nærmeste fremtid.  
 
Opgaverne er beskrevet i 27 handleplaner, som hospitalsledelsen netop har godkendt. Tilsammen beskriver handleplanerne en stor del af det udviklingsarbejde, CCC-organisationen vil koncentrere sig om i det næste cirka halvandet år.  
 
- Overskriften for det hele er en sammenhængende kræftindsats. Patienterne skal opleve sammenhængende forløb af en høj kvalitet, og at det hele er bundet sammen på tværs af forskning, uddannelse, udredning, behandling og opfølgning, siger hospitalsdirektør på AUH, Michael Braüner Schmidt. 

Akkreditering som motor  

Handleplanerne er samtidig et led i AUHs proces med at blive akkrediteret som CCC gennem OECI (Organisation of European Cancer Institutes).  
 
OECI har i alt 85 standarder, 345 kriterier og 217 målepunkter i deres manual for akkreditering. AUH har selv vurderet, hvor godt hospitalet lever op til kriterierne, og i april 2025 havde hospitalet besøg af seks internationale auditører, der kom med deres vurdering af hospitalets styrker og muligheder. Det er hospitalets selvevaluering samt vurderingen fra auditørerne, der har resulteret i de 27 handleplaner. Handleplanerne bliver nu sendt videre til OECI. Formentlig vil de komme med deres tilbagemelding sidst i oktober. 
 
- OECIs model for Comprehensive Cancer Centres er en rigtig god hjælp for vores arbejde med at tænke kræftindsatsen på tværs. Modellen er gennemprøvet, og med den kan vi læne os op ad internationale erfaringer, siger sygeplejefaglig direktør på AUH, Mette Bærentsen. 
 
Lægefaglig direktør på AUH, Charlotte Birkemose Rotbøl understreger, at akkrediteringsarbejdet hele tiden skal give mening for AUHs patienter og tilføjer: 
 
- Samtidig skal vi huske, at handleplanerne kun er en del hospitalets kvalitetsudvikling på kræftområdet. De beskriver heller ikke al den aktivitet – det daglige kliniske arbejde – som er grundstammen i vores kræftindsats. Handleplanerne har fokus på områder, hvor vi ønsker at blive bedre og have en mere strategisk tilgang. 

Prioriteret rækkefølge 

Udover at godkende handleplanerne har hospitalsledelsen også godkendt den rækkefølge, opgaverne skal løses i. Det sker på baggrund af en indstilling fra CCC-Styregruppen. 
 
- Det er alt sammen vigtige opgaver, og hvis de skal løses godt, kan vi ikke gå i gang med det hele på én gang. Selvom vi er utålmodige efter at komme RIGIGT i gang, har vi valgt at starte med de mere grundlæggende ting som at få styr på organisationsstrukturen og skabe et godt datagrundlag, siger forperson for CCC-Styregruppen, cheflæge i Blodsygdomme på AUH, Niels Frost Andersen. 
 
Den overordnede prioritering af rækkefølgen bliver derfor, at de tre spor 1. Governance, 2. Forskning samt 3. Kvalitet og data er i gang nu, mens de to øvrige spor: 4. Patienten i fokus og 5. Faglig udvikling starter op ved årsskiftet. Inden for de forskellige spor er handleplanernes rækkefølge også prioriteret. De sidste handleplaner starter op i sensommeren 2026.  

Fakta

Seks spor i forskelligt tempo  

Handleplanerne er delt op i seks spor:

Læs mere 

Ønsker du at se handleplanerne, så skriv til CCC-Sekretariatet: auh.ccc-funktionsposkasse@rm.dk  


Opret en kommentar

ReCAPTCHA ikke løst
Ingen kommentarer

{{comment.PostTitle}}


{{comment.PostDate.substr(0,5)}} kl. {{comment.PostDate.substr(6,11)}} af {{comment.PosterName}}