På gruppebilledet ses bagest fra venstre: Jan Egebjerg, Senior Vice President Lundbeckfonden og Dan Bang, lektor Aarhus Universitetshospital. Forrest fra venstre: Bettina Jespersen, Head of Development Office Aarhus Universitetshospital, Rikke Kofoed, adjunkt Aarhus Universitetshospital, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, Jens Christian Hedemann Sørensen, formand for Dansk NeuroforskningsCenter, professor og overlæge fra Aarhus Universitetshospital samt Anne Sofie Møller Andersen, projektleder for Dansk NeuroforskningsCenter. Foto: Jeff Nyveen.

14.11.2023

Prinsessen blev modtaget af Præsident for SfN-konferencen, professor Oswald Steward og formand for DNC professor og overlæge Jens Christian Hedemann Sørensen fra Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Ved DNC's stand fik Prinsessen en introduktion til, hvorfor centrets forskning er unik, og de høje ambitioner der driver forskerne i DNC.

Prinsesse Marie fik også anledning til at møde to unge, danske forskere fra DNC, som allerede er internationalt anerkendte, nemlig lektor Dan Bang og adjunkt Rikke Kofoed, der fortalte om, hvad der driver dem i deres hjerneforskning, og hvorfor de har valgt at komme tilbage til Danmark efter at have arbejdet flere år i udlandet.

Endelig hilste Prinsessen på Senior Vice President Jan Egebjerg fra Lundbeckfonden, som er en meget vigtig aktør inden for hjerneforskning. Sammen med Lundbeckfonden arbejder DNC med at markere dansk hjerneforskning og bringe den op i den absolutte internationale elite.

SfN-konferencen

Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie blev modtaget af Jens Christian H. Sørensen, forman for Dansk NeuroforskningsCenter. Foto: Jeff Nyveen.

Formålet med konferencen er at fremme udvekslingen af viden og støtte neuroforskningen - samt ikke mindst at oplyse om og engagere offentligheden i hjernesygdomme. Op mod 25.000 forskere fra 80 lande deltager i de videnskabelige forelæsninger og symposier, og flere end 500 hospitaler, universiteter og virksomheder udstiller på konferencen.  

DNC, som er en del af Aarhus Universitetshospital, er internationalt anerkendt for sin forskning i hjernesygdomme. DNC har en stand i konferencens non-profit område sammen med blandt andet Neuroscience Academy Denmark, der er støttet af Lundbeckfonden og arbejder på at uddanne fremtidens neuroforskere.

Formålet med DNC's deltagelse på konferencen er at præsentere de nyeste forskningsresultater og gøre opmærksom på den hjerneforskning og –behandling, der foregår i Danmark, samt centrets høje ambitioner på området. DNC ønsker samtidig at tiltrække flere udenlandske talenter, som vil betyde det bedste grundlag for endnu flere banebrydende forskningsgennembrud i fremtiden. Alt sammen til gavn for patienter med sygdom i hjernen i Danmark såvel som i udlandet.

Herhjemme rammes hver femte dansker af sygdom i hjernen, hvilket koster samfundet mere end 100 milliarder kroner i direkte og indirekte udgifter. Det peger på vigtigheden af at være på forkant med behandling af disse sygdomme.