37 AUH-forskere modtager bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond
37 af vores forskere fordelt på 18 afdelinger, har modtaget bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond på samlet set cirka 100 millioner kr.

23-10-2024
I denne uge er smilene ekstra store på AUH, idet 37 af vores forskere fordelt på 18 afdelinger, har modtaget bevillinger fra Danmarks Frie Forskningsfond på samlet set cirka 100 millioner kr. De fleste af forskerne er også tilknyttet Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.
Forskningsprojekterne vil med tiden komme mange forskellige patientgrupper til gavn, og projekterne spænder bredt fra at udvikle AI-modeller til at håndtere anatomiske ændringer ved protonterapi for at optimere behandlingen hos bestemte typer kræftpatienter til udvikling af et evidensbaseret træningsprogram til unge personer med en smertefuld hoftelidelse.
To af de forskningsprojekter, der har modtaget midler er:
Overlæge og professor Hans Eiskjær og sygeplejerske, ph.d. og lektor @Rikke Mols fra Hjertesygdomme, der modtager 4,35 mio. kr. til at designe en ny app, der kan fremme et mere individuelt og sammenhængende forløb efter hjertetransplantation i Danmark. Projektet forventes at bidrage til at belyse, hvorvidt et digitalt forløbsprogram fremmer lighed i sundhed for hjertetransplanterede og samtidigt er omkostningseffektivt.
Overlæge Julie Glavind i Kvindesygdomme og Fødsler, som modtager 4.270.740 kr. til et landsdækkende projekt på alle fødeafdelinger, hvor man blandt andet vil undersøge forekomsten af for tidlig fødsel hos gravide med en kort livmoderhals, der enten aflastes eller ikke aflastes i graviditeten, idet aflastning af gravide er en anbefalet behandling for at forhindre for tidlig fødsel på trods af, at studier har vist, at aflastning kan øge risikoen for netop for tidlig fødsel.
Omtalerne er baseret på pressemateriale fra Danmarks Frie Forskningsfond.