01.05.2025
Ny forskning viser, at en kombination af hjemmebehandling og fæcestransplantation (FMT) til ældre patienter med tarminfektion med Clostridioides difficile (CDI) er både effektiv og billigere end den sædvanlige behandling.
Færre indlæggelser og genindlæggelser
Clostridioides difficile er en bakterie, der især rammer ældre og svækkede patienter, og clostridiuminfektioner har høj dødelighed. Den nye undersøgelse fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet viser, at hjemmebehandling kombineret med fæcestransplantation de næste tre måneder reducerede behovet for indlæggelser og genindlæggelser med seks dage i gennemsnit pr. patient, og behandlingen ødede samtidig chancen for, at infektionen forsvandt helt.
– Det handler om at bringe den rette behandling ud til patienten i stedet for at bringe patienten til behandlingen, men det handler også om at muliggøre behandling af patienter, som er for svage til at komme behandling på hospitalet. Det er bedre for patienterne, og det sparer ressourcer i sundhedsvæsenet, siger overlæge og professor Christian Lodberg Hvas fra Aarhus Universitetshospital.
Gevinster for hospitalerne, patienterne og samfundsøkonomien
Studiet er baseret på data fra 217 patienter over 70 år med clostridiuminfektion. Patienterne blev tilfældigt fordelt til enten standardbehandling eller en særlig indsats, hvor personale fra Ældresygdomme undersøgte patienterne grundigt i eget hjem og kunne tilbyde fæcestransplantation som kapsler eller via en sonde.
Analysen viser, at denne indsats er omkostningseffektiv med en gennemsnitlig besparelse på cirka 18.700 kroner per patient – samtidig med at patienterne opnåede en bedre livskvalitet.
– Vi har nu solid dokumentation for, at denne tilgang giver både sundhedsfaglig og økonomisk gevinst. Det kan være et vigtigt skridt mod at gøre FMT til en mere integreret del af behandlingen af ældre med Clostridie-sygdom, Christian Lodberg Hvas.
Resultaterne peger på, at der både er gevinster for hospitalerne, patienterne og samfundsøkonomien, hvis specialiserede behandlinger i højere grad kan flyttes ud i patienternes hjem.
Bag om forskningsresultatet
Studietype: Økonomisk evaluering baseret på data fra et lodtrækningsbaseret kvalitetsudviklingsforsøg (CLODIfrail-studiet)
Samarbejdspartnere: Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet og Nordic Institute of Health Economics
Ekstern finansiering: Novo Nordisk Fonden, Innovationsfonden
Interessekonflikter: Christian Lodberg Hvas har modtaget forskningsstøtte fra Novo Nordisk Fonden og foredragshonorarer fra Tillotts Pharma, Merck, BMS, Johnson & Johnson. Simon M. D. Baunwall har modtaget foredragshonorar fra Tillotts Pharma. Catherine H. Foss har modtaget honorar for undervisning af praktiserende læger. Øvrige forfattere har ingen interessekonflikter.
Videnskabelig artikel:
Cost-Effectiveness of Hospital-at-Home and Fecal Microbiota Transplantation in Treating Older Patients with Clostridioides difficile. Renée Hangaard Olesen m.fl. Clinical Infectious Diseases. 17. april 2025. DOI: 10.1093/cid/ciaf104