02.12.2025
Der er sket en række tiltag og der er draget meget læring af de første to års implementeringsarbejde.
Strategien er blevet til i tæt samarbejde med forskningsmiljøerne og har sat en tydelig retning for, hvordan vi sammen styrker den kliniske sundhedsvidenskabelige forskning. Nu er vi halvvejs i strategiperioden, og det er tid til et overblik over, hvor vi står, hvad vi har lært – og hvad der venter forude.
”Der har været arbejdet intenst i implementeringsgrupperne i tæt samarbejde med forskere på tværs af organisationerne. Tak til alle, der har bidraget indtil videre – både i udviklingen af strategien, i implementeringsgrupperne og gennem spørgeskemaer og feedback. Det er jeres input, der gør strategien relevant og brugbar,” siger lægefaglig direktør på AUH Michael Braüner Schmidt.
Her følger et oprids af de vigtigste initiativer og erfaringer fra første del af implementeringen.
Hvad er sat i gang?
- Mentorskaber på tværs af afdelinger
En pilot er gennemført med god feedback. Modellen forventes udbudt bredt i 2026. - Kursus i forskningsledelse
Et nyt kursus er under udvikling med fokus på, hvordan forskningsgrupper kan fungere som udviklingsmotorer i klinikken. Pilotforløb planlægges i efteråret 2025 eller foråret 2026. - Patientinvolvering i forskning
Kurser, vejledninger og artikler er udviklet for at fremme bredere inklusion af patienter i forskningsprojekter. - Afrapportering til forsøgsdeltagere
Der er udarbejdet vejledninger i både slides- og plakatformat, som gør det lettere at dele hovedfund med deltagerne. - Datagrundlag for fremtidige forskningsdialoger
Et forslag til, hvilke data der kan danne grundlag for fremtidige dialoger mellem ledelseslag, er under udarbejdelse.
Hvad har vi lært?
- Strategien er konkret og bygger på forskernes egne forslag – det har givet ejerskab, men også udfordringer i implementeringen.
- Der er sket mange parallelle tiltag fra Region Midtjylland og fakultetet, som ikke altid har været koordineret med strategien.
- En implementeringsgruppe er blevet nedlagt, men har efterladt vigtige anbefalinger, især om behovet for bedre understøttelse af forskere i dobbeltroller mellem Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.
Der er to år tilbage i implementeringsperioden, og der er stadig masser at tage fat på. Den første del af implementeringen har lagt et fundament og skal give en retning for det videre arbejde.
”Halvvejs gennem strategiperioden kan vi se, at samarbejdet virker. De næste to år handler om at bygge videre på det grundlag – justere hvor det er nødvendigt og arbejde videre med initiativerne, dér hvor det giver mening både i hverdagen ude på afdelingerne og på ledelsesniveau,” siger Jørgen Frøkiær, leder af Institut for Klinisk Medicin.
Hvad er på vej?
- Forskningsinteressegrupper
Der åbnes for ansøgning om opstartsmidler i 2026 til grupper, der arbejder på tværs af fag og specialer. - Patientdatabaser i afdelinger
En skabelonpakke med vejledning er på vej, så afdelinger nemt kan oprette databaser med patienter, der ønsker at deltage i forskning. - Fondsansøgninger og adgang til data
Der arbejdes på eksempler og budgetskabeloner til fondsansøgninger samt tydeliggørelse af regler for adgang til data og EPJ for AU-tilknyttede uden formel tilknytning til Aarhus Universitetshospital/Region Midtjylland. - Opfølgning på ph.d.- og forskerstillinger
Der følges op på strategiens mål om flere lektorater og professorater til forskere med sundhedsvidenskabelig professionsbaggrund.
Hvad sker der fremover?
Strategien evalueres i 2026–2027. Evalueringen skal bl.a. belyse:
- Hvad der er lykkedes – og hvad der ikke er.
- Hvilken forskel strategien har gjort for forskerne og forskningsmiljøerne.
- Hvad der skal ske, når strategiperioden udløber.
Læs mere om forskning og udvikling på AUH