Kom med Mai på arbejde
12.11.2026
Dagbog fra AUH
I serien Dagbog fra AUH følger vi medarbejdere på Aarhus Universitetshospital gennem en almindelig arbejdsdag. Her giver de et indblik i deres opgaver, faglighed og hverdag – og i det samarbejde, der hver dag er med til at skabe gode forløb for patienter og pårørende.
Kl. 7.00: Jeg møder ind på Dansk Center for Partikelterapi (DCPT) til morgen-QA. Før den første patient kommer ind til behandling, skal alle tre behandlingsrum være klar, og det sikrer vi med en række målinger og tjeks af udstyret. Protonstrålen skal levere præcis den dosis, den skal, der hvor den skal. Først når målingerne er inden for tolerance, frigiver jeg rummene til dagens behandlinger.
Kl. 8.05: Fagligt morgenmøde. Her fordeler vi dagens opgaver. Nogle af mine kolleger laver dosisplaner til nye patienter. I dag har jeg kliniktelefonen, så jeg er på kald, hvis stråleterapeuterne har brug for hjælp.
Kl. 8.40: Første opkald. Stråleterapeuterne starter en ny patient op, og jeg er med sammen med en diagnoseansvarlig læge til at tjekke, at den billedvejledning, vi tager som setup, er korrekt. Når patienten ligger rigtigt, ved vi, at strålen rammer der hvor den skal.
Kl. 9.30: Et nyt opkald. Stråleterapeuterne ser på billederne, at noget har ændret sig i forhold til den planlagte CT-skanning, og forskellen er større end toleranceniveauet. Nu skal jeg hurtigt beslutte, hvad vi gør: Kan vi behandle patienten alligevel? Skal vi prøve at lægge patienten om? Eller skal en læge tilkaldes? Her vurderer jeg at patienten kan placeres mere korrekt på lejet, så stråleterapeuterne går ind i rummet og prøver at få patienten til at krumme en smule mere med nakken. Vi tager nye CT-billeder og vurderer at patienten nu ligger som planlagt, hvorefter strålerne kan afgives.
Kl. 10.30: Mellem opkaldene tjekker jeg de daglige behandlinger offline. I dag er der en patient med en tumor i hoved-halsområdet, som er kommet op til kontrol. Der er forsvundet en del væv siden behandlingsstart, og det kan ændre, hvordan dosis fordeler sig. Derfor laver jeg en dosimetrisk beregning: Dækker behandlingen stadig tumoren, og får noget normalt væv for meget?
Kl. 11.30: Beregningen er færdig. I det her tilfælde er dosisfordelingen stadig optimal, så jeg giver stråleterapeuterne besked om at vi fortsætter behandlingen med den planlagte stråleplan. Havde resultatet ikke set godt ud, ville jeg have kontaktet en læge og drøftet, om patienten skulle have en ny stråleplan.
Kl. 12.00: Frokost med kollegerne i kaffestuen. Her mødes både stråleterapeuter, læger, hospitalsfysikere og forskere og spiser sammen.
Kl. 13.00: Jeg bliver kaldt ned til en behandling af en leverpatient. Leveren bevæger sig pga. vejrtrækningen, så vi bruger visuel feedback under behandlingen: Patienten kan se sin egen vejrtrækning på en skærm, og vi stråler kun, når patienten er i exhale-fasen. Det kræver lidt ekstra udstyr at holde styr på.
Kl. 14.00: Jeg afslutter dagens tjek og sørger for, at alt er klar til overlevering til aftenvagten, som bliver indtil alle dagens patientbehandlinger, er færdige.

Privatfoto
Fakta om protonterapi på DCPT
- Protonterapi er en form for strålebehandling, hvor strålen kan målrettes tumoren, så omgivende rask væv skånes mest muligt.
- Dansk Center for Partikelterapi har tre behandlingsrum.
- Kliniktelefonen: Den, der har kliniktelefonen, er stråleterapeuternes faglige back-up under dagens behandlinger og tager hurtige beslutninger, når noget afviger fra planen.