20.10.2026
Sundhedsreformen øger behovet for viden på tværs
Flere sundhedsopgaver skal fremover løses tættere på borgerne. Det øger behovet for viden om, hvordan patientforløb hænger sammen på tværs af hospital, almen praksis og kommune – og hvordan de nye tilbud bedst tilrettelægges.
Derfor gør Aarhus Universitetshospital nu en ekstra indsats for at løfte den borgernære forskningsindsats. Ambitionen er først og fremmest at skabe overblik over eksisterende forskning og bygge bedre forbindelser mellem forskningsmiljøer på tværs af hospitalets fagligheder og på tværs af sektorer.
Mette Bærentsen, sygeplejefaglig direktør på AUH, understreger, at AUH som universitetshospital har en forpligtelse til at bidrage til den viden, der er brug for.
– Sundhedsvæsenet flytter sig i disse år, og der er behov for mere viden om, hvordan vi skaber kvalitet og sammenhæng på tværs af sektorer. På AUH har vi forskere inden for stort set alle faggrupper. Det giver os et godt udgangspunkt for at bidrage til forskningen i det nære sundhedsvæsen. Den viden skal vi udvikle i samarbejde med de øvrige aktører, blandt andre Aarhus Universitet, så vi bliver klogere på de samlede patientforløb, siger hun.
Ny forskningsansvarlig skal skabe overblik
Som et vigtigt led i arbejdet med at samle og styrke forskningen i det borgernære, er professor Annelli Sandbæk pr. 1. oktober udnævnt som forskningsansvarlig og vil blive tilknyttet Enhed for Borgernær Sundhed. Her får hun sin gang én dag om ugen og fortsætter samtidig som professor på Steno Diabetes Center Aarhus. Her arbejder hun i forvejen med området og har dermed et stærkt grundlag for at skabe synergier.
Som forskningsansvarlig får hun blandt andet ansvar for at kortlægge den eksisterende forskning på AUH og hos samarbejdspartnerne, skabe forbindelser mellem forskningsmiljøer og pege på områder, hvor der er behov for mere viden. For eksempel i overgangene mellem hospital og kommune, i samarbejdet med almen praksis, behandling i hjemmet og forebyggelse.
Annelli Sandbæk ser særligt to områder, hvor potentialet for at hjælpe patienter er særligt stort:
– Dels handler det om de akutte patienter, som kommer ind på hospitalet og skal hjælpes godt ud igen. Her skal vi arbejde med overgangene både før og efter indlæggelsen. Dels er det borgere med kronisk sygdom, hvor hospitalet også spiller en rolle. Med den nye sundhedsreform kommer en større del af indsatsen med de patienter til at ligge i almen praksis, og det skaber nye samarbejdsrum, som bliver interessant at undersøge.
Samarbejde på tværs af sektorer
Opgaven handler ikke om at begynde forfra, men om at bygge videre på den forskning, der allerede foregår, og finde ud af, hvor forskningsmiljøerne kan supplere hinanden.
– Mange forskere og enheder beskæftiger sig allerede med borgernær sundhed. Derfor er det vigtigt, at vi lytter, undersøger og skaber overblik over det arbejde, der foregår. Enheden for Borgernær Sundhed kan være med til at skabe sammenhæng mellem de eksisterende indsatser og pege på retningen for det videre arbejde, siger Annelli Sandbæk.
Arbejdet skal ske i dialog med blandt andre kommuner, almen praksis og Aarhus Universitet.