24.06.2026

Kom med til Forskningens Dag

Med sundhedsreformen 2024 skal flere opgaver løses tættere på borgerne og mere sammenhængende. Men vi har brug for viden for at kunne lykkes i praksis – og meget af den viden opstår i det daglige arbejde tæt på patienterne.

Derfor inviterer Netværk for professorer og lektorer inden for de sundhedsvidenskabelige professioner til temadag på AUH med fokus på patientnær forskning, talentudvikling og samarbejde på tværs af sektorer.  

Dagen er blandt andet for sygeplejersker, bioanalytikere, fysio- og ergoterapeuter, jordemødre og radiografer i hele Region Midtjylland – uanset om du forsker, leder eller bare er nysgerrig på, hvad forskning kan betyde for dit fag og dine patienter. 

– I Region Midtjylland og på AUH har vi en stærk og voksende gruppe forskere inden for de sundhedsvidenskabelige professioner. Den forskning skal vi blive endnu bedre til at omsætte – tæt på praksis og tæt på patienterne. Det er en ledelsesprioritering, og det er derfor denne dag er så vigtig, siger Mette Bærentsen, sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital. 

Program og tilmelding

På dagen får du indblik i alt fra strategiske perspektiver til konkrete eksempler fra praksis, forskerspirer og paneldebat om, hvordan forskningen inden for de sundhedsvidenskabelige professioner styrkes.   

Camilla Palmhøj forskningschef i DEFACTUM åbner med en keynote om sundhedsvæsenet i transformation, mens debattør og foredragsholder Emma Holten afslutter dagen med en keynote om værdier, omsorg, og hvad vi egentlig måler i sundhedsvæsenet. 

Se det fulde program og tilmeld dig.

Praktisk information

  • Onsdag den 23. september kl. 08.30-16.00 
  • Aarhus Universitetshospital, Indgang G, Auditorium G206-145  

Der er forplejning på dagen, og det koster 100 kr. at deltage.