18.03.2026
AUH klarer sig godt på mange områder og ligger over landsresultaterne på en række områder. Det gælder for eksempel for akut indlagte patienter, hvor AUH scorer over landsresultatet på alle ni spørgsmål, som patienterne skal bedømme hospitalet på.
Personalet er venligt og imødekommende
En tydelig fællesnævner i årets resultater er, at patienterne – uanset om de modtager behandling i somatikken eller psykiatrien – i høj grad oplever personalet som venligt og imødekommende.
- At blive mødt med venlighed og åbenhed har stor betydning for patienternes samlede oplevelse af deres forløb. Det kan skabe tryghed i en situation, der for mange er sårbar og uforudsigelig. Derfor er det særligt positivt, at AUH scorer højt netop på denne del af patientoplevelsen, og jeg er meget stolt over, at vores medarbejdere blive anerkendt for netop disse evner, siger lægefaglig direktør på AUH, Charlotte Rotbøl.
Fokus på den patientoplevede kvalitet
LUP er den største patienttilfredshedsundersøgelse i Danmark, og derfor er formand for Sundhedsråd Aarhus, Purnima Erichsen (K) også meget glad for AUH-patienternes feedback, som er en vigtig afspejling af den virkelighed, de oplever, når de er patienter på hospitalet.
- Resultaterne i årets LUP-undersøgelser på AUH afspejler på fineste vis, hvad man som patient hver dag oplever på hospitalets klinikker og sengeafsnit, hvor patienterne møder medarbejderne. Patienternes tilfredshed er én af de målestokke, vi kan bruge i sundhedsvæsenet til at vurdere den samlede sundhedsfaglige kvalitet ud fra. Derfor er jeg meget glad for de generelt meget flotte tilbagemeldinger, som patienterne giver AUH. Der skal lyde en stor ros og anerkendelse til alle AUH-medarbejdere, siger formand for Sundhedsråd Aarhus, Purnima Erichsen (K).
Patienternes oplevelser bruges til at udvikle på kvaliteten
Patienttilfredsundersøgelsens resultater peger også på, hvordan AUH kan styrke patientoplevelsen yderligere. Et område, som AUH arbejder på at gøre endnu bedre - gældende både i somatikken og psykiatrien – er, at en læge har et samlet overblik over patientens forløb, og at dette tydeliggøres overfor patienten.
- Vi ved, at et af de vigtigste elementer i patienternes oplevelse af kvalitet, er følelsen af, at nogen har overblik over deres samlede forløb. Derfor er det også ét af de områder, hvor vi skal arbejde på at forbedre os, så patienten oplever et sammenhængende forløb med god koordination, kontinuitet og kommunikation både internt på AUH og sammen med vores tætte samarbejdspartnere i kommuner og almen praksis, siger lægefaglig direktør på AUH, Charlotte Rotbøl.
Se AUH’s resultater
Her kan du se AUH’s resultater af undersøgelsen af patientoplevelser for 2025; LUP Somatik (herunder akutmodtagelse), LUP Fødende, LUP Radiologi og LUP Psykiatri:
https://www.fagperson.auh.dk/om-os/kvalitet-for-patienten/patienttilfredshed/