Psykiatri og kirurgi spiller sammen, når patienter selvskader

26.05.2026

Medarbejdere fra mave- og tarmkirurgi og psykiatri på AUH er rykket tæt sammen i arbejdet med selvskadende patienter.

Selvskade kan optræde på mange forskellige måder, hvor de mest almindelige er at skære i sig selv eller sluge fremmedlegemer, som batterier eller barberblade, som eventuelt skal fjernes.

I en stor organisation, som både den psykiatriske og mave- og tarmkirurgiske del af hospitalet er en del af, har det vist sig, at vidensdeling, undervisning og detaljerede systematiske processer for behandling af selvskade, er de vigtigste redskaber til et godt patientforløb. Det kræver netværk, samarbejde og undervisning i begge parters kultur, arbejdsmetoder og patientsyn.

Marianne Lund Lomholt, kirurg fra Mave- og Tarmkirurgi er en af dem, som har problematikken tæt inde på livet i sin dagligdag, fordi hun er ansvarlig for den indsats, der bliver gjort på afdelingen for behandling af selvskadende patienter.

- Jeg deltager i netværksmøder med de patienter som vi er involverede i på MTK. Møderne er typisk én gang om måneden. I min afdeling ved mine kollegaer at når de støder på en selvskader, så retter de henvendelse til mig, hvorefter jeg tager kontakten til psykiatrien, og kommer med til netværksmøderne, fortæller Marianne.

Konkret betyder samarbejdet også, at kontakttelefonnumre på forvagt og bagvagt i begge regi og traumevagt er samlet i et flowdiagram, som alle parter kender. Dette er udarbejdet børn og unge patienter, og det er også undervejs i voksenpsykiatrien.

Endelig benytter de involverede medarbejdere et særligt felt i EPJ, der kan læses af begge parter. Som udgangspunkt kan medarbejdere i henholdsvis psykiatri og somatik nemlig ikke se, hvad den anden afdeling har skrevet i EPJ – men det kan de i dette felt.

Lige så meget som der er brug for faste procedurer, er det også nødvendigt med en indføring i kultur, arbejdsmetoder og patientsyn i henholdsvis psykiatri og mave- og tarmkirurgi.

For hvorfor er der nogen, der gentagne gange selvskader og havner i mave- og tarmkirurgernes hænder? Hvilke mekanismer ligger bag – og “hvorfor passer de ikke på hende i psykiatrien eller på bostedet?” kan kirurgerne tænke.

Trine Reippuert, specialpsykolog fra sengeafsnit 5 på Afdeling for angst og depression er vant til at arbejde med patienter med personlighedsforstyrrelser og svær selvskade. Sengeafsnit 5 har subspeciale i specialiserede patienter med personlighedsfor-styrrelser og svær selvskade

- Det er en del af behandlingsplanen, at patienter skal øve sig i at klare sig udenfor hospitalet, ofte på et bosted. Vi ved, der kan komme gentagen selvskadende adfærd, så det er ikke et udtryk for dårlig behandling, når patienter vender tilbage til selvskadende adfærd, fortæller Trine.

Det bliver lettere for læger og personale i somatikken at forstå selvskadende adfærd, når de bliver undervist og der bliver delt viden på tværs. I psykiatrien er der iværksat flere tiltag, der kan styrke samarbejdet med somatikken omkring de svært selvskadende patienter. Der er blandt andet iværksat faste halvårlige undervisningsdage i akutmodtagelsen, hvor psykiatrien underviser i forståelse af baggrund for selvskade, eksempelvis ved diagnoser som personlighedsforstyrrelser, autisme eller PTSD, samt konkret håndtering af patienterne.

Der er også aftalt faste ugentlige møder (reviews) hvor ledelse og personale i psykiatri og somatik gennemgår patienter, der har selvskadet og har haft brug for tvangsbehandling med henblik på fælles læring og styrkelse af samarbejdet. Endelig er der lavet helt konkrete aftaler om, at der altid kan tages kontakt til sengeafsnit S5 med henblik på sparring og mulighed for at tilkalde konkret hjælp fra fast personale til særligt komplekse patienter i den akutte situation.

Samtidig er det også godt for psykiatriens medarbejdere at forstå, at det fremmedlegeme, en patient har slugt, ikke altid kalder på en akut behandling i mave- og tarmkirurgi. Faktisk fjerner man oftest kun objekter, som sidder i spiserøret. Er det længere nede tarmsystemet, kan det passere uden nogen risiko for patienten. Her er det vigtigt, at personalet på bosteder og i psykiatrien er informeret grundigt om, hvad der skal observeres på, og hvornår de skal tage kontakt til somatikken. Forholdsreglerne gennemgås ved netværksmøderne, og meldes ud til primærsektoren.

Uro smitter fra medarbejdere til patienter, men når medarbejderne bedre forstår de patienter, de har med at gøre, bliver forløbene mere rolige og trygge for patienterne. En forstærkende positiv effekt kan være, at når der er mindre, som skal fjernes, så bliver nogle patienter mindre tilbøjelige til at selvskade. For nogle patienter kan den selvskadende adfærd også handle om et ønske om at få en pause fra de svære omstændigheder – som patienter bla kan få under narkose og mens de behandles.

Det trygge og sammenhængende forløb for selvskadende patienter kan se ud på mange måder, men det er afgørende, at medarbejdere fra både psykiatri og somatik er rykket tættere sammen.