25.09.2026

Forskning på tværs af sektorer

For rask til at blive på hospitalet, men for syg til at tage hjem. Det er virkeligheden for nogle borgere, når de bliver udskrevet fra hospitalet.

Det er også udgangspunktet for den forskning, som Trine Worm Thøgersen, ph.d. og klinisk sygeplejespecialist ved Hormon- og Knoglesygdomme og Merete Gregersen, professor og klinisk sygeplejespecialist ved Ældresygdomme præsenterede på Forskningens Dag for sundhedsvidenskabelige professioner.

De undersøger, hvordan samarbejdet på Vikærgården fungerer for både borgere og sundhedsprofessionelle, og om indsatsen kan være med til at forebygge akutte genindlæggelser.

Forskningens Dag samlede medarbejdere og ledere fra hele Region Midtjylland og satte fokus på forskning blandt sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, bioanalytikere, jordemødre og radiografer.

Sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Mette Bærentsen satte i sin velkomst ord på dagens overordnede spørgsmål: Hvordan omsætter man sundhedsreformens intentioner til praksisnær forskning – og hvad skal der til for at lykkes med forskning på tværs af sektorer?

– Mit håb er, at dagen giver os et fælles afsæt: En klarere forståelse af, hvor vi skal sætte ind – og hvordan vi hver især kan bidrage som ledere, forskere og medarbejdere, sagde hun.

Fra venstre: Merete Gregersen, professor og klinisk sygeplejespecialist, Ældresygdomme og Trine Worm Thøgersen, ph.d. og klinisk sygeplejespecialist, Hormon- og Knoglesygdomme.

Mellem hospital og hjem – Team Vikærgården

På Vikærgården findes 63 korttidspladser, hvor AUH, Aarhus Kommune og almen praksis samarbejder om borgere, der i en periode har brug for pleje og behandling efter udskrivelse fra hospitalet.

De første uger efter udskrivelse er borgerne i højere risiko for genindlæggelse. I stedet for at ansvaret straks ligger hos egen læge, kan de borgere, der har en pleje- eller behandlingskrævende problemstilling, blive koblet på Team Vikærgården.

Teamet består af en læge og en sygeplejerske fra AUH, der kommer på besøg på Vikærgården og desuden står klar ved telefonen på AUH, hvis noget akut opstår. Når borgeren er stabil, overtager egen læge igen.

Trine og Merete følger indsatsen tæt. De indsamler en lang række data, undersøger borgernes egne oplevelser af forløbet, og interviewer de sundhedsprofessionelle om samarbejdet. Målet er blandt andet at blive klogere på, om indsatsen kan forebygge akutte genindlæggelser.

– Vi forsker i den virkelighed, der er. Vi håber, at en detaljeret beskrivelse af indsatsen og struktureret indsamlede data kan give et bedre beslutningsgrundlag til inspiration og læring om, hvordan man skaber gode, sammenhængende patientforløb i det nære sundhedsvæsen, siger Trine Worm Thøgersen.

Viden om, hvad der virker

Den viden kan få særlig betydning netop nu, hvor sundhedsreformen er på vej til at ændre organiseringen af korttidspladserne til sundheds- og omsorgspladser.

Når nye løsninger og samarbejdsformer skal udvikles, er der brug for viden om, hvad der virker, hvordan det opleves af borgerne, og hvad der skal til for at få samarbejdet på tværs til at fungere.

Netop dét kræver også, at forskningen ser bredere på, hvad der skaber værdi. I sin velkomst pegede Mette Bærentsen på, at nærhed, lighed i sundhed og sundhedsfremme fylder mere, når hospitalets ansvar i højere grad rækker ud over selve hospitalsopholdet. Det betyder samtidig, at værdien ikke alene skal findes inden for ét lægefagligt speciale, men i det tværprofessionelle og tværsektorielle samarbejde.

– Vi taler om et ansvar for populationen. Der, hvor hospitalernes ansvar rækker længere ud og handler om det, der sker både før og efter et hospitalsophold, sagde Mette Bærentsen.

Trines og Meretes projekt var dermed et konkret eksempel på dagens tema: hvordan spørgsmål og erfaringer fra den kliniske hverdag kan omsættes til forskning og ny viden.

Dagen bød desuden på perspektiver på et sundhedsvæsen i transformation, hvordan vi lykkes med tværsektoriel forskning, en paneldebat om, hvordan forskningen inden for de sundhedsvidenskabelige professioner kan styrkes, og en afsluttende keynote af debattør Emma Holten om værdi, omsorg og det, vi måler i sundhedsvæsenet.