Bedøvelse og Operation uddanner seks - otte anæstesisygeplejersker om året. Hvert år bliver der opslået uddannelsesstillinger den 1. september, hvilket også er gældende for de øvrige uddannelsessteder i Region Midt.

I uddannelsen indgår der udover anæstesiologisk sygepleje seks ugers praktik i et opvågningsafsnit samt seks ugers praktik på et andet hospital i Region Midt. 

Det kliniske uddannelsesforløb er nøje tilrettelagt med mål for de enkelte perioder samt læringsredskaber, fx kompetencekort, klinisk-teoretiske temadage og refleksions- og formidlingsopgaver. 
Den teoretiske uddannelse begynder cirka tre måneder efter ansættelsen og er opdelt i moduler over i alt ni måneder. Teoridelen afsluttes med en national teoretisk prøve.

Specialuddannelsen afsluttes med en skriftlig opgave, der skal omhandle en klinisk anæstesisygeplejefaglig problemstilling. 

Specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje er tilrettelagt på baggrund af Bekendtgørelse om specialuddannelse for sygeplejersker i anæstesiologisk sygepleje BEK nr. 395 af 07/04/2017.

Oplysninger om tilrettelæggelsen af specialuddannelsen i Region Midt findes på Plan2Learn

Specialuddannelse for sygeplejersker i anæstesiologisk sygepleje er beskrevet i National Uddannelsesordning 2018.