Overblik
Vi er en specialiseret kræftforskningsenhed inden for blodsygdomme, etableret i 2000. Enheden består af et dedikeret team af projektsygeplejersker, som varetager og gennemfører forsøgsbehandlinger i kliniske forskningsprojekter.
Vi arbejder i tæt samarbejde med sengeafsnittet, ambulatoriet og afdelingens læger. I mødet med patienterne lægger vi stor vægt på grundig information, tryghed og dialog før, under og efter forsøgsbehandling.
Enheden er organisatorisk forankret på Blodsygdomme, AUH, og består af en Klinisk ForskningsEnhed (KFE) med et tilknyttet Academic Clinical Trial Office (A-CTO). Tilsammen har vi ansvar for at igangsætte, planlægge, gennemføre og afslutte protokollerede kliniske forsøg inden for blodsygdomme fra fase 1-4.
Opgave og ansvar
Vores overordnede opgave er at styrke og videreudvikle den kliniske forskning inden for behandling af patienter med blodsygdomme.
Vi bidrager til udvikling af mere effektive og skånsomme behandlingsformer og til at skabe ny viden om behandlingernes langvarige konsekvenser og betydning for patienternes livskvalitet.
Alle kliniske forsøg, der iværksættes i afdelingen, vurderes i tæt samarbejde mellem funktionsledelsen i KFE og A-CTO, afdelingens speciallæger samt afdelingsledelsen. Dette sikrer høj videnskabelig kvalitet og overholdelse af både interne og eksterne kvalitets- og myndighedskrav, samtidig med at patienthensyn og faglig omhu prioriteres højt.
Klinisk forsøg
Hvert år opstartes 15–20 nye kliniske forsøg i afdelingen. Samtidig er der løbende omkring 60 aktive forsøg, hvoraf cirka 20 er åbne for inklusion af patienter.
Forsøgene gennemføres som en integreret del af den kliniske hverdag og med fokus på både patientsikkerhed, datakvalitet og tværfagligt samarbejde.