Robotter og automatisering (RPA)
Her kan du læse om fordelene ved robotter og automatisering, og hvordan vi arbejder med RPA på Aarhus Universitethospital.
Hej!
Fedt, at du har lyst til at vide mere om vores arbejde i RPA-teamet på AUH!
Nedenfor kan du læse nærmere om fordelene ved RPA, og hvordan vi arbejder med RPA på AUH.
Hvad er RPA?

Robotic Process Automation (RPA) er en voksende teknologi inden for digital transformation, der går ud på at udvikle softwarerobotter, som kan automatisere arbejdsopgaver.
Ved Region Midtjylland kalder vi også disse robotter for ”digitale assistenter,” og de fungerer ved at simulere menneskelige handlinger på en PC, og robotterne programmeres til at kopiere disse.
Robotterne kan klikke, skrive, åbne applikationer og gemme filer – præcist ligesom en medarbejder kan gøre. RPA kan derfor benyttes til at automatisere rutineopgaver, som tager tid grundet mange indtastninger og klik.
På denne måde frigives tid fra kedelige, gentagne opgaver, der ikke kræver menneskelige vurderinger. Denne tid kan i stedet bruges til mere komplekse opgaver, der kræver kreativ tænkning, beslutningstagning og problemløsning.
Dette betyder, at robotterne kan frigive kostbar tid, så hospitals- og administrativt personale kan fokusere på at løse mere værdiskabende opgaver med høj kvalitet.
Robotterne er gode til processer med struktureret data, opgaver med høj frekvens og regelbaserede/stabile processer med få undtagelser. Selve robotten ligger på en PC/server og bliver programmeret til at varetage en specifik proces.
Fordelene ved RPA
Nogle af fordelene ved RPA-løsningerne er, at de:
Reducerer fejl
RPA-robotter udfører opgaverne præcist og konsekvent hver gang, hvilket reducerer risikoen for fejl og øger kvaliteten.
Kan arbejde døgnet rundt
RPA-robotter kan udføre opgaver døgnet rundt, alle ugens dage, uden pauser.
Øger produktiviteten
Automatisering af gentagne opgaver betyder, at der kan fokuseres på mere komplekse og værdiskabende opgaver.
Arbejder på tværs af IT-systemer
Processer kan løses på tværs af systemer, hvor der ellers ikke er integration imellem. Der kan kan altså automatiseres uden store udviklingsomkostninger.
Frigiver tid
Hvis tidskrævende processer bliver automatiserede, kan der hentes en masse besparede timer på den enkelte afdeling.
Arbejder med høj hastighed
RPA-robotter er designet til at udføre opgaver med høj præcision og ha-stighed, selv med store mængder data, og er derfor mere effektive.
Øger datasikkerheden
Robotter bruger kun data, de er sat til at arbejde med, så ofte behøver et menneske ikke at tilgå det – derved afskærmes personfølsomme oplysninger.
Genbruger data automatisk
Robotterne kan genbruge data mellem it-systemer og derved reducere dobbeltregistrering.
RPA på AUH
RPA-teamet på AUH
RPA-teamet ved AUH har bygget softwarerobotter siden sidste halvdel af 2017, og består i dag af fem medarbejdere og holder til ved afdeling for Sundheds-IT. Vi arbejder dedikeret med at identificere, screene, udvikle, teste og idriftsætte automatiseringsløsninger i samarbejde med brugerne. Vi leverer robotløsninger til hele hospitalet og indgår i et tæt samarbejde med vores kollegaer på de andre hospitalsenheder og i regionen. |
![]() |
Udover at udvikle softwarerobotter holder vi også oplæg og workshops, og vi kan rådgive om automati-sering på afdelinger eller i kontekst af digitaliseringsprojekter. |
RPA-teamets maskot |
RPA Teamleder
RPA-konsulent
RPA-konsulent
RPA-konsulent
RPA-konsulent
Eksempler på robotter
Et par eksempler på robotter, vi har udviklet på AUH er:
- Understøttelse af læger i forbindelse med tidskrævende behandling af patienthenvisninger
- Synkronisering af vagtdata op mod Klinisk Logistik tavler i koordinatorrum på afdelingerne.
- Understøttelse af tidskrævende behandling af prøvesvar.
- Arkivering af spørgeskemaer fra patienten, så de er mere tilgængelige for klinikerne.
- Hjælpe med korrekt registreringspraksis i journalsystemet.
Softwarerobotter kan også bruges til en lang række af andre arbejdsopgaver som f.eks.
- Indsamling af data fra forskellige kilder og formater
- Fakturering og betalinger
- Overvågning og rapportering af processer
- Automatisering af regnskabsprocesser
RPA i Region Midtjylland
RPA-løsninger går under Fokusområde 4 i Region Midtjyllands digitaliseringsstrategi.
En målsætning for RPA-arbejdet i regionen er, at der udvikles, driftes og forvaltes løsninger, der aflaster sundhedspersonalet for bebyrdende, trivielle arbejdsopgaver og som lever op til interne retningslinjer og standarder i Region Midtjylland.
Derudover har vi den målsætning, at der deles viden og allerede eksisterende løsninger på tværs af regionen.
RPA-udvikling ved Region Midtjylland består nemlig af selvstændige, decentrale udviklingsenheder (f.eks. på hospitalerne), der hver især udvikler og implementerer robotløsninger. Enhederne arbejder tæt sammen på tværs af regionen og har stort fokus på bedst mulig deling af kode (robotter), processer og idéer.
Region Midtjylland anvender UiPath som RPA-platform. UiPath er en low-code platform, hvor vi arbejder i applikationernes brugergrænseflade, og udvikling af robotterne kan indeholde alt fra simpel til kompleks programmering.
Kontakt de forskellige RPA-teams
Regionshospital Gødstrup: rh.goedstrup.rpa@rm.dk
Regionshospital Randers: rh.randers.rpa@rm.dk
Hospitalsenhed Midt: he.midt.rpa@rm.dk
Hospitalsenhed Horsens: Emilie Kragh Kristensen EMLSOE@rm.dk
Psykiatrien: Michael Nielsen micniels@rm.dk, Astrid Krogh Basse astrid.basse@rm.dk, Mikkel Moesgaard Rasmussen MIMORA@rm.dk, Casper Mainz Nielsen CASPMN@rm.dk
RPA IT: it.rpa.center.of.excellence@rm.dk
Samarbejde med studerende

Er du studerende og synes du, at vores arbejde lyder spændende?
RPA-teamet har erfaring med at samarbejde med universitetsstuderende, der enten er ved at skrive speciale eller er i gang med projektorienteret forløb (praktik).
Hvis du er nysgerrig på udvikling og implementering af softwarerobotter og digitalisering i sundheds-sektoren, kan du kontakte os på auh.rpa-kontoret@rm.dk
Hvis du vil vide endnu mere
Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.