Bliv sygeplejerske i Ortopædkirurgi
Unik faglighed, stærk social kultur og plads til udvikling. Bliv en del af vores engagerede team i Ortopædkirurgi.
Om afdelingen
Faglig udfordring og unikke patientforløb
Hos os møder du 2 sengeafsnit med hver 24 sengepladser, og 2 klinikker, som årligt har ca. 35.000 besøg.
Afdelingen rummer 11 spændende specialer, fra ryg og hofte til traumer og rekonstruktion. Uanset hvilket speciale du arbejder indenfor, er der fokus på høj kvalitet og professionel udvikling. I afdelingerne er der ansat ca. 100 sygeplejersker.
Du vil møde kolleger i alle aldersgrupper, med både mange og få års erfaring og kompetencer. Koordinatorerne på sengeafdelingen sørger for at der i hvert vagtlag er de nødvendige kompetencer.
I vores klinikker varetages opgaverne af afdelingens sygeplejersker. Vi har en stor variation i patientforløb og behandler både akutte og elektive patienter fra hele landet.
Mange af vores patienter har komplekse og højt specialiserede lidelser, der kræver tværfagligt samarbejde og stor ekspertise.


Patienterne spænder bredt – fra yngre voksne til ældre – og deres behov er lige så forskellige som deres forløb. Det gør hver dag unik og fagligt udfordrende.
Sammen om opgaverne
Som sygeplejerske i sengeafsnittet er ingen dage ens. Her er du med til at sikre patienternes bedste forløb, uanset om det handler om mobilisering, smertebehandling, sårpleje, koordinering af udskrivelser eller dialog med de pårørende. Sammen med lægerne tager du del i stuegang og sørger for, at hver patient modtager den pleje og behandling, der passer til deres behov.
Vi modtager både akutte patienter fra Skadestuen/Traumecentret og elektive patienter, der er henvist til operation. De akutte patienter kan være direkte klar til operation eller indlagt til observation, mens nogle kræver smertebehandling og mobilisering. De elektive patienter møder ind til forundersøgelse og forberedelse i klinikken, før de opereres og indlægges hos os efterfølgende.
Både i sengeafsnittet og i klinikkerne er der fokus på det tværfaglige samarbejde omkring hver patient. Det vil sige, at du kommer til at arbejde sammen med:
- Læger
- Sekretærer
- Terapeuter
- Farmakonomer
- Serviceassistenter
Kolleger, som alle ønsker at bruge deres kompetencer for at sikre de bedste forløb for patienterne.
Vi har mange sygeplejestuderende, og vi er glade for og stolte af, at langt de fleste ønsker og får mulighed for at blive timelønnede afløsere indtil afslutningen på deres uddannelse.
Vagter i makkerpar
I dagvagter i sengeafsnittet er man, som sygeplejerske eller sosu-assistent, primær kontaktperson for 2 patienter, i aftenvagter 3-4 patienter og nattevagten 6-8 patienter.
Sygeplejerskerne arbejder altid i makkerpar med en anden sygeplejerske eller sosu-assistent. Det betyder, at du altid har en kollega at sparre med, og denne person vil være sekundær i patientforløbet.
Når du bliver tilknyttet klinikken, vil du typisk have 2-4 vagter om måneden, men det kan variere. Her vil du indgå i et samarbejde med det faste personale i klinikkerne og med terapeuterne og afdelingens læger.


Det bedste ved at arbejde på ortopædkirurgisk sengeafsnit er sammenholdet med mine kollegaer. Personalegruppen er en god blanding af erfarne og nyuddannede sygeplejersker og sosu-assistenter. Det giver plads til faglig sparring og mulighed for at stille spørgsmål.
Caroline, Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 2
Work-life balance
Fleksibilitet og medbestemmelse
Vi prioriterer, at du kan få dit arbejdsliv til at hænge sammen med dit privatliv, og du kan selv være med til at vælge, hvilke vagtlag, du ønsker. Derudover har vi en stærk kultur for at hjælpe hinanden med at bytte vagter, når behovet opstår.
Vi har både fuldtids- og deltidsstillinger, og vi arbejder i 3-holdsskift, hvor langt de fleste ønsker og får enten:
- Dagvagter og aftenvagter
- Dagvagter og nattevagter
Vi arbejder i faste rul hver 3. weekend i almindelige 8-timers vagter. Herudover skal alle byde ind på 2 ekstra weekender om året.
Passer det af den ene eller anden grund bedre, ikke at arbejde om dagen og kun at arbejde aften eller nat eller noget helt tredje, finder vi ofte en løsning - også hvis det måske kun er for en periode, hvor du har anderledes eller specielle behov.
Det ligger dog fast, at vi alle arbejder i et fast rul hver 3. weekend og at man har 2 ekstra weekender om året. Det betyder, at man kan planlægge langt ud i fremtiden, fordi man kender sine arbejdsweekender.
Trivsel og tryghed
En god start i afdelingen
Vi ved, at en god start er vigtig. Derfor tilbyder vi et struktureret onboarding-forløb, hvor du bliver taget godt imod af en onboardingansvarlig og får et grundigt introprogram.
Du får allerede inden 1. arbejdsdag adgang til vores "Guide"-app, der giver dig overblik over praktisk information om afdelingen, faglige emner og sociale arrangementer.
Dit introprogram, når du begynder i afdelinger, kan vare fra 2-7 månder og inkluderer:
- 4 ugers følgeskab, hvor du følger en erfaren sygeplejerske
- Løbende samtaler det første halve år om, hvordan du har det, dine mål mv.
- 4 undervisningsdage med introduktion til specialet, it-systemer, nøglepersoner mv.
- 2 fælles refleksionskonferencer, hvor du kan vende erfaringer og udfordringer med andre nyansatte sygeplejersker eller sosu-assistenter
Patientkontakt den første tid
Under introduktionsforløbet er du ikke primær sygeplejerske på patienter. Du starter med følgeskab hos en erfaren kollega, så du kan føle dig tryg, mens du lærer rutinerne at kende.
Efter 4 ugers følgeskab vil du blive tildelt egne patienter, dog altid i makkerskab med en erfaren kollega, som deler ud af sine erfaringer og kompetencer.
Hjælpsomme kolleger
Vi har stort fokus på medarbejdertrivsel i Ortopædkirurgi.
Dette understøttes af vores fokus på kollegiale samarbejdsrelationer, og kommer bl.a. til udtryk ved, at vi:
- arbejder i makkerpar
- arbejder tæt sammen som sygeplejersker og på tværs af faggrupper generelt.
- har en god spørgekultur og en god kultur for at hjælpe hinanden på kryds og tværs
- hjælper hinanden med at bytte vagter ved behov
Nærværende ledelse
Vores ledelse består af engagerede fagpersoner, der arbejder tæt sammen med medarbejderne for at sikre en velfungerende afdeling.
Oversygeplejerskerne er dagligt til stede og altid klar til en snak – om både faglige og personlige emner. Her er døren altid åben.
Sociale arrangementer og et stærkt sammenhold
Vi værner om vores stærke sociale fællesskab og sørger for at skabe rammerne for, at du også kan lære dine kollegaer at kende uden for arbejdspladsen.
Hvert afsnit har et socialudvalg, som arrangerer sociale aktiviteter, så der hver måned er mulighed for at deltage i sociale arrangementer.
Det kan f.eks. være:
- “Månedens sociale arrangement” hvor vi eksempelvis tager ud og spiser, i biografen, holder strikkeklub mm.
- “Orto fest” som er ca. 1 gang hvert halve år, hvor vi mødes på tværs af alle faggrupperne i afdelingen.
- Fredagsbar, som afholdes ca. 1 gang i måneden, ofte lige på den anden side af letbaneskinnerne.
Der er også blevet skudt med softguns og gennemført en Orto-olympiade, lavet konkurrence om, hvem der har taget trappen flest gange – fra plan 1 eller 2 til plan 7 eller 8, ligesom der altid er flere hold med til DHL-stafetten – vi går og løber... men slapper også af og spiser kage og slik, så vi sikrer at der er balance i universet.
I afdelingen arrangeres også julelege, Luciaoptog med vores børn og andre aktiviteter ved højtiderne.
Hver uge mødes vi til "fredagsmøde”, hvor vi spiser morgenbrød sammen, hvilket er noget, mange medarbejdere ser frem til, da det både er en faglig og social stund og en god måde, at runde ugen af på.
Se mere om afdelingen på vores instagram:
Vi arrangerer løbende sociale aktiviteter, som fx fællesspisning, temafester og udflugter.
Derudover har vi en medarbejderforening, der tilbyder spændende arrangementer året rundt – fra julefrokoster til foredrag og sportsaktiviteter.


Medarbejdertilbud på AUH
Ud over de tilbud, der findes på afdelingen, har hospitalet også sociale, faglige og festlige tilbud til dig som medarbejder.
Faglig udvikling
Muligheder for kurser og efteruddannelse
Vi ser det som en vigtig investering at udvikle vores medarbejdere, både fagligt og personligt.
Derfor tilbyder vi løbende efteruddannelse og kompetenceudvikling, som tager udgangspunkt i dine ønsker og afdelingens behov.
Vi har næsten altid sygeplejersker, der er i gang med at dygtiggøre sig. Det kan fx være gennem masteruddannelse, relevante diplommoduler eller Klinisk Vejlederuddannelse.
Også mindre kurser eller temadage om sårbehandling, akut behandling og mange andre områder kan være en mulighed.
Der er også mulighed for at blive klogere ved at deltage i forskningsprojekter, landsdækkende netværksgrupper og konferencer, blandt andet gennem FSOS - Fagligt Selskab for Ortopædkirurgiske Sygeplejersker.
Undervisning og sparring i hverdagen
1 gang om ugen har vi en times undervisning i aktuelle emner, som afholdes af både eksterne og interne undervisere, og altid med fokus på sygeplejen i afdelingen.
Derudover bestræber vi os dagligt på at mødes til 15 faglige minutter, hvor alle kan byde ind med et emne, et fokusområde eller en patientcase, som rører dem lige nu, eller som kan give indsigt.
På den måde skaber vi fælles viden i afdelingen.
Udvikling gennem nøgleposter
Hvis du brænder for det, kan du lægge billet ind på en af det tværfaglige funktioner. Det kræver lidt ekstra, men giver dig til gengæld gode muligheder faglig og personlig udvikling.
Man kan fx. få opgaver som:
- Specialeansvarlig sygeplejerske
- Sygeplejefaglig forløbskoordinator
- Klinisk vejleder
- Arbejdsmiljørepræsentant
- Tillidsrepræsentant
- Nøgleperson for fx utilsigtede hændelser, dokumentation, hygiejne mm.
- Indholdskoordinator ift. patientkommunikation
- Onboardingansvarlig


Sygeplejen på AUH
Læs om tilgangen til sygepleje på AUH og mød nogle af vores dygtige sygeplejersker:
Ledige jobs
Du er altid velkommen til at kontakte oversygeplejersken på sengeafsnit 2 og 3 eller i klinikken hvis du har spørgsmål til muligheden for job.
Herunder kan du gå til Region Midtjyllands jobportal, hvor du kan søge på ledige stillinger i hele regionen, herunder også Ortopædkirurgi.
Ledige jobs