25.08.2022

Når lyset slukkes og gangene på AUH bliver mørke, så triller social- og sundhedsassistent Jane Christensen rundt på sit løbehjul i den gode søvns tjeneste. I fem årtier har hun sørget for, at patienterne på infektionssygdomme får en rolig nat.

I sin tid som nattevagt har Jane set og oplevet en udvikling inden for infektionssygdomme, som vi andre må slå op i historiebøgerne eller Google os frem til, og med tiden er hendes vaner som nattevagt blevet en del af den hun er.

- Den tager jeg lige, lyder det fra Jane, idet hun med en fast hånd griber døren, inden den smækker i.

- Jeg lader aldrig en dør smække om natten. Heller ikke derhjemme. Efter 50 år er der bare nogle vaner, som hænger ved. På den måde er det at være nattevagt blevet en del af min identitet. Det er en stor del af, hvem jeg er som person.

Fra op til flere afdøde på en vagtuge til behandling hele natten

- Jeg var 19 år gammel, da jeg gik ind ad døren til Marselisborg hospital den 1. marts 1973, og 1. august fik jeg så tilbudt et barselsvikariat som nattevagt. Det blev til en fast stilling, og så gik der 50 år med det.

- Det lyder af meget for mange, men jeg har jo aldrig kedet mig. Der har altid været en udvikling, jeg har skulle følge med i. Afdelingen har altid været i bevægelse.

- I starten af min karriere var der måske en enkelt patient som fik en penicillinindsprøjtning klokken 23.00 af lægen. Mere fik de ikke af behandling. I dag bliver patienterne jo behandlet i løbet af hele natten med intravenøs behandling, skanninger, røntgen osv. Det var bare en anden tid dengang. Man kunne godt have flere afdøde i løbet af en vagtuge. Det var ikke unormalt.

Blødersagen gjorde ondt

- På 50 år vænner man sig til at se det meste, men noget af det, som stadigvæk den dag i dag, gør indtryk på mig, er når jeg husker tilbage på de bløderpatienter, som i 80'erne blev smittet med HIV igennem deres blødermedicin.

- Billedet af de unge mænd, som helt uforskyldte nu lå ligblege i vores senge og døde af AIDS. Hele kroppen blev jo angrebet, fordi deres immunforsvar var så dårligt. De lignede lig. Jeg har set mange dø, men man kan jo forstå det, hvis patienten er gammel eller har været alvorlig syg i lang tid. Det havde de her unge mænd ikke. Det var hårdt at se.

- Inden for HIV har der været en kolossal udvikling i min tid. De patienter som døde af sygdommen dengang ville i dag have levet et nærmest helt normalt liv. Det er ret fantastisk, og på den måde er jeg en smule beæret over, at have set den udvikling så tæt på.

Deler ud af sin ro

- Jeg kan godt lide at passe patientener om natten. At give dem ro. At gøre alt, hvad jeg kan for, at de får en rolig nat. Det er min oplevelse, at patienterne er trykke ved, at jeg er der, og det gør mig glad. Der tror jeg også, at min alder har en betydning – at det er en med hvidt hård, som kommer ind ad døren.

- Men jeg sætter altså virkelig stor ære i at gøre det så godt som muligt for patienterne. At sørge for at de får en god søvn. For hvile, ro og god søvn giver en god dag og bedre helbredelse. Sådan er det bare.

Isvand og gode kolleger

- Folk spørger ofte, hvordan jeg kan være nattevagt, om det ikke er hårdt for kroppen. Men det har det ikke været for mig. Jeg har haft det fint med at lave om på døgnrytmen, og så har jeg jo aldrig haft hverken dags- eller aftenvagter. Og så lærer man nogle tips og tricks. Eksempelvis drikker jeg aldrig kaffe om natten mere, nu er det kun isvand, som holder mig kørende.

- Og så kan jeg ikke komme uden om, at mine dejlige kolleger og det næsten familiære forhold vi har på afdelingen, har haft en kæmpe betydning for min trivsel på AUH. 

 

Tak

- 50 år er lang tid, men det har aldrig føltes som én dag for langt. Den 1. december 2023 stopper jeg så efter et skønt nattevagtsliv på infektionssygdomme. Tak til alle mine skønne kolleger, og tak til alle de patienter og pårørende, som jeg har passet og i nogle tilfælde lært at kende.