12.06.2023

Birgitte Klug Albertsen har været tilknyttet Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital siden sin PhD i 1996. Den 1. maj blev hun udnævnt til professor, og den 16. juni holder hun professortiltrædelsesforelæsning på Aarhus Universitet.

Birgitte arbejder halvdelen af tiden i klinikken og halvdelen af tiden med forskning. Hun forsker i akut lymfoblastær leukæmi (ALL), som er den mest almindelige kræftsygdom hos børn. En række PhD-studerende har medvirket og medvirker til de studier, som Birgitte leder med behandling af ALL som omdrejningspunkt.

Udviklingen inden for ALL-behandlingen har været helt enorm de sidste 50 år:

- Mange flere børn og unge overlever heldigvis ALL i dag. I 1970'erne overlevede kun cirka 10 procent, mens det i dag er under 10 procent af børnene, der dør af sygdommen. Fokus er nu på, at de ramte børn og unge ikke bare overlever, men også får et godt liv uden for mange senfølger. De har jo potentielt et langt liv foran sig, fortæller Birgitte.

I store træk behandler man børn med de samme lægemidler som dengang, men der er mange af midlerne, som man ikke ved tilstrækkeligt meget om. Det arbejder Birgitte og hendes forskerteam med at blive klogere på.

Modsat hvad man måske skulle tro, så tåler børn en højere dosis af kemoterapi i forhold til voksne. Det skyldes blandt andet, at deres kroppe omsætter det hurtigere, og derfor skal de have relativt mere end voksne skal, for at opnå tilstrækkelig effekt. Siden 2008 er voksne op til 45-års-alderen i de nordiske og baltiske lande (NOPHO) blevet behandlet på børneprotokoller og deres overlevelse er dermed blevet meget bedre.

Men der er også et andet hovedfokus for Birgitte:

- Vi fokuserer stadig på at gøre noget særligt for den andel af syge børn og unge voksne, som ikke bliver helbredt af standardbehandlingen. For dem vil vi gerne introducere ny behandling i håb om, at det kan helbrede dem.

Overordnet er ønsket at optimere behandlingen, herunder at give den rette dosis af såvel kemoterapi som andre lægemidler, men også at undgå for mange akutte bivirkninger og forhindre senfølger. Blandt dem, som ikke overlever i dag, dør en væsentlig del nemlig af bivirkningerne til kemoterapi, og derfor forskes der i at justere behandlingen, så endnu flere overlever.

Et godt eksempel herpå er finjustering af behandling med asparaginase, både i form af virkning og bivirkninger, som også bliver hovedemnet for Birgittes tiltrædelsesforelæsning som professor:

- Asparaginase er et enzym, som børnene behandles med. På baggrund af en randomiseret undersøgelse (et lodtrækningsforsøg) mellem kort og lang behandlingstid (8 versus 15 doser) i vores tidligere NOPHO-protokol, er antallet af asparaginase doser blevet reduceret i vores aktuelle vesteuropæiske behandlingsprotokol. I den randomiserede undersøgelse kunne vi vise, at patienterne med lang behandlingstid havde væsentlig flere alvorlige bivirkninger, men overlevelsen var den samme i de to grupper. Derudover tyder vores NOPHO-studier på, at de enkelte dosers størrelse kan reduceres for at undgå alvorlige bivirkninger i form af eksempelvis betændelse i bugspytkirtlen eller svære knogleforandringer uden at øge dødeligheden, men det skal vi have mere viden om, forklarer Birgitte.

- Vi ved også, at patienterne kan reagere allergisk på asparaginase. Vi arbejder på en model til at kunne forudsige, hvem der med stor sandsynlighed vil udvikle allergi, da det også er forbundet med manglende effekt af behandlingen. Vi vil med modellen skåne patienterne for potentielt meget alvorlige allergiske reaktioner og samtidig skifte til et andet og virksomt asparaginase-præparat på det optimale tidspunkt under behandlingen. Endelig har vi afprøvet et nyt asparaginase-præparat i NOPHO-regi, hvilket vi i fremtiden også gerne vil bidrage til.

Et andet medikament, som Birgittes hold vil kigge på og vil fintune brugen af i ALL-behandling, er binyrebarkhormon. Som udgangspunktet får alle den samme dosis, men det skal undersøges, hvordan det kan individualiseres:

- I de få studier, der er lavet om dette, ser det ud til, at patienterne opnår meget forskellige koncentrationer i blodet på samme dosis. Vi skal i gang med at kigge på, hvad denne forskel skyldes, og dermed hvem der skal have henholdsvis mere eller mindre binyrebarkhormon, for at opnå optimal effekt og minimere risikoen for såvel akutte bivirkninger som senfølger, fortsætter Birgitte.

Birgitte er også involveret i et stort dansk studie af senfølger initieret af Rigshospitalet, hvor dataindsamlingen slutter 1. juli i år:

- Det ser ud til, at en del af patienterne har senfølger efter behandlingen i lettere eller sværere grad, eksempelvis fra bugspytkirtlen og knogler. Vi ved ikke så meget endnu, men det skal vi se nærmere på.

Det er i den ældste del af patientgruppen, man kan se de mest udtalte komplikationer. Viden om komplikationerne kan derfor bruges til at målrette et opfølgningsprogram.

Danmark og de andre nordiske og baltiske lande behandler nu efter en fælles vesteuropæisk protokol. Den vedvarende overvågning af behandlingen og data bidrager til løbende justering af behandlingsprotokollen. Det gælder for eksempel behandlingen med asparaginase, som er blevet justeret to gange siden initieringen af protokollen i 2018.

På længere sigt vil genetikken spille ind i den stadig mere individualiserede leukæmibehandling, både hvad angår kræftcellernes følsomhed over for behandlingen, men også at patienterne genetisk kan være disponerede til at få særlige bivirkninger til behandlingen. Det vil kunne hjælpe til at tilrettelægge behandlingen bedre i forhold til respons, og så der kommer færre svære bivirkninger. Birgitte forklarer:

- Kræftbehandling i form af kemoterapi er en meget toksisk behandling. I værste fald kan bivirkningerne være dødelige. Af de knap 10 procent, som ikke overlever, dør cirka halvdelen af bivirkninger og den anden halvdel af selve sygdommen.

Også biologisk eller immunterapi tror Birgitte, vi vil se mere af i fremtiden:

- Det er også noget, vi allerede nu anvender og undersøger. Immunterapi genkender celler, som har en bestemt overflademarkør og ødelægger netop disse celler, hvorimod kemoterapi hindrer kræftcellernes deling. Biologisk behandling er mere målrettet og giver færre og andre bivirkninger. Det kan formentlig ikke stå alene, men udgøre et supplement til kemoterapi.

Selv om der kommer nye behandlingsformer, så fastholder Birgitte, at man også fortsat skal gøre sig klogere på de gamle og kendte lægemidler:

- Vi må ikke glemme de lidt mere kedelige emner, selv om der byder sig nye spændende muligheder til. Det er kombinationen af det nye og gamle, som sikrer fortsat bedre overlevelse for børn med leukæmi.

Birgitte ser for sig, at hun fortsat kan bidrage til at forbedre overlevelse og livskvalitet hos børn med ALL:

- Det er fantastisk, at jeg både har været med til at forske i behandlingen sammen med det nordiske netværk (NOPHO), og samtidig i min dagligdag møder børn og voksne, som har overlevet leukæmi. Det vil fortsat være min vision at løfte overlevelsesgraden og medvirke til, at denne patientgruppe overlever til et godt liv.

- ALL er en sjælden sygdom, hvorfor det er helt afgørende med et godt samarbejde nationalt, i NOPHO og internationalt, hvis vi fortsat skal udvikle inden for denne og andre kræftformer hos børn og unge.

- Lokalt på AUH er det helt afgørende med en velfungerende forskningsenhed, der understøtter og faciliterer initieringen af de tiltagende komplicerede behandlingsprotokoller og forskningen. Forskningsenheden for Børn og Unge med kræft blev etableret den 1. juni 2021, og ledes af Oversygeplejerske Karen Møller og mig selv, slutter Birgitte.