Ny PET/CT helkropsskanner på AUH. Foto: Tonny Foghmar

19.01.2024

Det er en markant videreudvikling af de nuværende PET/CT skannere og får derved stor betydning for både diagnostik og forskning, særligt inden for diagnostik af børn og unge.

Den 18. januar blev skanneren officielt indviet ved et arrangement med deltagelse og taler af regionsrådets første næstformand Hanne Roed, institutleder på Aarhus Universitets Institut for Klinisk medicin Jørgen Frøkiær, cheflæge Ate Haraldsen på Nuklearmedicin og PET samt sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth.

Synsfelt som fire almindelige PET-skannere

Cheflæge Ate Haraldsen fra Nuklearmedicin og PET glæder sig over, at helkropsskanneren, som er nummer to af sin art i Danmark, nu står på Aarhus Universitetshospital:

- Der er tale om et teknologisk kvantespring, som medfører en række markante fordele. En helkrops PET/CT har et synsfelt på godt 1 meter, hvilket svarer til 4 almindelige PET skannere i forlængelse. Skanneren er cirka 10 gange mere følsom, hvorved patienter enten kan skannes på meget kort tid, kan skannes med væsentlig mindre stråledosis eller en kombination heraf. Den korte skanningstid medfører, at bedøvelse til skanning næsten altid kan undværes, hvilket har særlig stor betydning, når der skannes børn.

Hjælp fra private donationer

Halvdelen af midlerne til helkropsskanneren er kommet fra private donationer, dels fra anonyme donatorer og dels fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond udtaler:

- Den nye helkrops-PET/CT skanner på Aarhus Universitetshospital muliggør hurtigere og mere skånsomme undersøgelser med markant mindre doser radioaktivt sporstof. Samtidigt kan man med skanneren gennemføre helt nye typer af undersøgelser, som kan give ny viden omkring en række alvorlige sygdomme. Vi er glade for, at det med den ekstraordinære støtte fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og andre støttegivere nu er muligt at tilbyde undersøgelser med den nyeste PET/CT-teknologi til glæde for patienterne.

Bag den anden halvdel af finansieringen af helkropsskanneren står henholdsvis Aarhus Universitet, Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital.