Videreuddannelse af læger i specialet neurokirurgi

Neurokirurgi – Region Nord

Det neurokirurgiske speciale varetager diagnostik og behandling af patienter med kirurgiske sygdomme i eller med relation til nervesystemet. Specialets patienter er børn og voksne med sygdomme af  kongenit, traumatisk, neoplastisk, vaskulær, infektiøs/inflammatorisk eller degenerativ art i centralnervesystemet (CNS) eller det perifere nervesystem.

Neurokirurgi er højt specialiseret og udøves udelukkende på Universitetshospitaler. Specialiseringen sikres gennem lægefunktion i teams (vaskulær, traume, tumor, spinal, børn, funktionel og andet). 

I speciallægeuddannelsen er mesterlære som læringsmåde helt i fokus sammen med færdighedstræning, og der tilstræbes en tæt kobling mellem teori og praksis. I målbeskrivelsen og samhørende portefølje er samtlige de kompetencer, der skal erhverves, nøje beskrevet.

Til varetagelse af prægraduat uddannelse og af forskning er der ved sygehusene ansat under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, en professor og 4 kliniske lektorer. Forskningens fokus er diagnostik, behandling og forløb (klinisk forskning), endvidere en række dyreeksperimentelle projekter (translationel i relation til neurodegenerative lidelser og funktionel neurokirurgi).

Hoveduddannelsen har forløb på begge afdelinger. Færdighedstræningen inkluderer også øvelser i et operationslaboratorium, hvilket implicerer, at regionens neurokirurgiske afdelinger aspirerer til en national førerposition indenfor denne læringsmåde.

Uddannelsesstillinger:  

4 introduktionsstillinger/år og 2 hoveduddannelsesstillinger/14 måneder.
Opslag: www.lægejob.dk

Uddannelsesydende afdelinger: Se uddannelsesplanlægning.

Videnskabeligt Selskab: Dansk Neurokirurgisk Selskab (DNKS).

Kontakt: Uddannelsesansvarlig overlæge Tina Obbekjær: tinaobbe@rm.dk