Om afdelingen

Generelt om afdelingen i et uddannelsesmæssigt perspektiv

Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital er en stor afdeling, som varetager den ikke-kirurgiske behandling af en lang række kræftsygdomme.

Afdelingen har et tæt samarbejde med en lang række kirurgiske og parakliniske afdelinger og deltager som led i dette i talrige MDT-konferencer.

Der er i tilslutning til afdelingen et nationalt center for partikelterapi (DCPT).

Der er tilknyttet en Enhed for Lindrende Behandling til afdelingen, som deler sengepladser med afdelingen. Mere end halvdelen af afdelingens læger er speciallæger.

Afdelingen er opdelt i 4 diagnosebaserede teams:

Team A: Gynækologisk cancer, urologisk cancer og CNS tumorer
Team B: Gastrointestinal cancer, sarkomer og strålebehandling af maligne hæmatologiske sygdomme
Team C: Lungecancer, ukendt primærtumor og malignt melanom
Team D: Mammacancer, hoved-halscancer og non-melanom hudcancer

Der er tilknyttet 2 stråleterapiafsnit til afdelingen. Det ene er beliggende på Aarhus Universitetshospital og det andet er placeret på Regionshospitalet i Gødstrup. Som uddannelseslæge er man primært tilknyttet afsnittet i Aarhus.

Afdelingen har 2 vagtlag med 10 skiftet rul. Forvagten har tilstedeværelse fra 8.00 til 19.00 på hverdage og fra 8.30 til 18.30 i weekenden. Bagvagten har er tilstedeværelsesvagt på hverdage fra 15.00 til 8.15/8.30 og i weekenden fra 8.30 til næste morgen. Der er i weekenden i dagtiden tilstedeværelse af speciallæge til støtte for afvikling af stuegang og akutte opgaver

Afdelingen har en stærk tradition for forskning og har tilknyttet en række forskningsafdelinger. Afdelingen deltager aktivt i nationale og internationale forskningsprojekter. En betydelig del patientbehandlingen sker som led i forskningsprotokoller.

Afdelingen deltager i den prægraduate uddannelse af læger og har næsten konstant ca. 8 lægestuderende tilknyttet.

Der er tilknyttet mere end 10 professorer og et større antal kliniske lektorer til afdelingen. Afdelingen har et stort antal Ph.d.-studerende.

Afdelingen giver således rigtigt gode muligheder for postgraduat uddannelse indenfor stort set alle aspekter af klinisk onkologi.

Uddannelse

Postgraduat uddannelse

Kræftafdelingen på AUH har kontinuerligt ca. 30-40 uddannelseslæger ligeligt fordelt mellem I-læger og H-læger i klinisk onkologi.

I sjældne tilfælde har vi læger fra andre specialer i sideuddannelse. Der er ikke tilknyttet KBU-læger til afdelingen.

Afdelingen har to uddannelsesansvarlige overlæger (Christian Nielsen Wulff og Nicolaj Andreassen).

Der er i hvert af de 4 diagnoserelaterede teams samt i stråleterapiafsnittet i Aarhus en uddannelseskoordinerende speciallæge, som varetager en række uddannelsesrelaterede opgaver i de enkelte teams. Afdelingen har 2 uddannelseskoordinerende yngre læger.

Introduktionsstilling i onkologi

I-læger ansættes af cheflægen (Anni Ravnsbæk Jensen) efter stillingsopslag. I-stillinger opslås løbende året igennem.

Som I-læge vil man sædvanligvis være tilknyttet et af de 4 diagnosebaserede teams i 10 måneder efterfulgt af 2 måneder i stråleterapiafsnittet i Aarhus. Man vil typisk være i forvagtsrullet i en del af ansættelsen.

Læger i I-stilling vil blive tilbudt deltagelse i kursus om medicinsk kræftbehandling (2 dage), radioterapi (2 dage) og Good Clinical Practice (GCP; 1 dag). Såfremt man ikke har været på kursus i vejledning, er dette obligatorisk.

I-læger i onkologi på Kræftafdelingen i Gødstrup har ca. 2 måneders fokuseret ophold i stråleterapien i Aarhus.

Hoveduddannelsesforløb i onkologi

Hoveduddannelsen er 5 årig og omfatter et års intern medicin (Aarhus, Randers eller Gødstrup for forløb udgående fra Aarhus), 2 års onkologi på egen afdeling, et års onkologi på anden afdeling (Gødstrup eller Aalborg for forløb udgående fra Aarhus) og et års onkologi på egen afdeling.

Hoveduddannelsesforløb opslås af Videreuddannelsessekretariatet (VUS) i Region Nord to gange årligt med efterfølgende ansættelsessamtale (tiltrædelse 1. maj og 1. november). Der opslås 10 forløb om året i regionen, hvoraf 7 udgår fra Kræftafdlingen i Aarhus og 3 fra Kræftafdelingen i Aalborg.

H-læger vil typisk være i 1 til 2 teams og 3 - 4 måneder i stråleterapien i Aarhus pr. ansættelse. ”Fase I” H-læger vil sædvanligvis være i forvagtsrullet i en del af ansættelsen, mens ”fase II” og ”fase III” H-læger oftest vil være i bagvagtsrullet i en del af ansættelsen.

Som led hoveduddannelsesforløbet er der en større obligatorisk kursusrække.

Uddannelsevejledning

Alle uddannelseslæger tildeles en hovedvejleder (sædvanligvis H-læge eller speciallæge for I-læger og speciallæger for H-læger). Der gennemføres regelmæssig 360-graders feedback.

Undervisningstilbud i afdelingen

Afdelingen har en lang række undervisningstilbud. Fraset i ferieperioder er der fælles undervisning for alle afdelingens læger en gang om ugen.

Første tirsdag i måneden er der differentieret undervisning for henholdsvis I- og H-læger. 3. tirsdag i måneden er der teamvis undervisning.

En gang om ugen afholdes ’ugens plan’ i stråleterapien hvor uddannelseslæger på skift underviser. Ligeledes er der ofte undervisning integreret i middagskonferencen.

Afdelingens psykolog tilbyder individuel supervision, undervisning i kommunikation samt gruppebaseret erfaringsudveksling for yngre læger. Der gennemføres scenarietræning for yngre læger.

Onboarding

Introduktionsprogram for nyansatte læger

Nyansatte læger gennemgår et 5 dages introprogram med vekslende teoretisk og praktisk indhold. Introduktionen er differentieret i forhold til graden af tidligere onkologisk erfaring.

Derefter kan oplæringen bestå af klinisk sidemandsoplæring ca. 2-4 uger tilpasset tidligere erfaring. Nye læger tilbydes e-learning om medicinsk kræftbehandling og simulations-/scenarietræning omkring allergisk reaktion på cytostatika.

Introduktionsprogrammet udsendes ca. 2 uger før første ansættelsesdag.

Forud for ansættelsen vil uddannelseslæger blive tilsendt instrukser for de diagnosegrupper vedkommende får med at gøre.