29. juni 2017 skrev kontorelev Sofie Fisker på AUH facebook:

"JEG ER EN DEL AF ET FÆLLESSKAB"
Mød Sofie Fisker, 21 år og kontorelev på Aarhus Universitetshospital.
"Som kontorelev på AUH skal jeg være en fleksibel medarbejder, der altid står klar med en hjælpende hånd, hvis der er behov for det. Jeg har som kontorelev tre hovedfunktioner, som jeg skal igennem på mine 2 år: sekretær-, HR- og økonomifunktionen.
Her på stedet får jeg lov til at være en del af et fællesskab. Jeg får set dele af hospitalet, som jeg aldrig havde troet, jeg skulle se. Jeg har fået lov at komme med rundt i de forskellige afdelinger, jeg har hørt fødende kvinder på fødegangen, set robotarme operationer, fået rundvisning i retsmedicinsk og fået det nye byggeri godt ind under huden. Mine kollegaer tager sig fantastisk af mig og sørger hele tiden for, at jeg lærer noget nyt. Jeg føler, at vi som administration gør en forskel. Vi løfter hospitalet sammen og sørger for, at både drift, økonomi, udvikling og kvalitet går op i en højere enhed. Vi tager os af hver afdelings administrative opgaver, så afdelingen får mere tid til patienterne. Dialog, dygtighed og dristighed er AUH'S værdier, dem sørger vi for som administration altid at have i fokus. Vi samarbejder på kryds og tværs af afdelingerne, hjælper med at uddanne vores læger og gør engang imellem noget utraditionelt og nyt for hele tiden at være under udvikling."