Hvad er 360°’s feedback?

360°’s feedback er et udviklingsredskab for læger under uddannelse. Den yngre læge får gennem processen viden om, hvordan andre opfatter ham/hende i rollen som kommunikator, leder/administrator, samarbejder og professionel. Denne viden danner udgangspunkt for en udviklingsplan, som udarbejdes sammen med hovedvejlederen

Den yngre læge inviterer et antal respondenter blandt nære samarbejdspartnere – mindst tre speciallæger, mindst tre yngre læger og mindst tre fra plejepersonalet eller fra andre faggrupper. „Andre“ faggrupper kan f.eks være bioanalytikere eller sekretærer.

Derfor har Aarhus Universitetshospital valgt at indføre 360°’s feedback

Med speciallægereformen i 2004 har sundhedsstyrelsen indført kompetencevurdering i den lægelige videreuddannelse. 360°’s feedback er en måde at vurdere yngre lægers kompetence i rollerne som kommunikator, leder/administrator, samarbejder og professionel.
Det er på Aarhus Universitetshospital besluttet, at vi fremover skal anvende 360 graders feedback i den lægelige uddannelse
De øvrige tre roller (medicinsk ekspert, sundhedsfremmer og akademiker) vurderes på anden vis.

Metoden for 360 graders feedback – hvordan gør vi

Vi bruger den samme model til alle læger uanset anciennitet og speciale.
360 graders feedback skal gennemføres mindst én gang af alle læger i klinisk basisuddannelse, introduktionsstilling eller hoveduddannelsesforløb på det tidspunkt, hvor det fremgår af uddannelsesprogrammet.

  • Vi bruger et webbaseret elektronisk system
  • Det er den uddannelsesansvarlige overlæge, som starter processen for den enkelte yngre læge
  • Den yngre læge vælger selv respondenterne
  • Der laves en rapport, som samler svarene i anonymiseret form og sammenligner dem med den yngre læges egen besvarelse
  • Den yngre læge får personlig feedback fra en feedback facilitator. (En læge fra afdelingen, som er udpeget og certificeret til at give feedback)

 

Styregruppen

Der er nedsat en faglig styregruppe, som følger op på anvendelsen af systemet og som sørger for at holde systemet opdateret.

Hvad skal jeg gøre?

Den uddannelsesansvarlige overlæge på din afdeling har ansvaret for, at du som yngre læge får en 360 graders tilbagemelding, på det tidspunkt, det fremgår af dit uddannelsesprogram.
 
Hvis du er yngre læge i klinisk basisuddannelse, introduktionsstilling eller hoveduddannelsesforløb kan du kontakte din hovedvejleder eller den uddannelsesansvarlige overlæge på din afdeling for at få at vide, hvordan og hvornår du skal starte processen. Når processen er startet, skal du selv besvare et spørgeskema om din måde at arbejde på i dagligdagen.

Som læge ansat på Aarhus Universitetshospital, kan du blive inviteret til at besvare et spørgeskema om, hvordan en yngre læge under uddannelse agerer i dagligdagen. Du bliver inviteret via mail fra den yngre læge, som gerne vil have dig som respondent, og dermed sætter pris på netop din vurdering.

Hvor henter jeg hjælp

Du kan altid kontakte den uddannelsesansvarlige overlæge på afdelingen for mere information. Alternativt kan du rette henvendelse til styregruppen eller til Uddannelseskoordinerende overlæge i Lægelig Videreuddannelse.